Djokovic var udsat for tortur, siger hans forældre
På et pressemøde i Beograd beskylder Novak Djokovics familie de australske myndigheder for at tilsidesætte menneskerettigheder.
Sagen om Novak Djokovics isolation er ikke forbi, selvom en dommer mandag gav tennisstjernen lov til at opholde sig i Melbourne.
På et pressemøde i Beograd har Djokovics familie nemlig fremsat grove anklager mod de australske myndigheder, der 5. januar nægtede verdensetteren at rejse ind i landet og derefter placerede ham på et isolationshotel.
- Jeg vil gerne takke alle i verden, der har rejst sig og støttet ham foran det såkaldte hotel i Melbourne, sagde tennisstjernens mor, Dijana Djokovic, på mandagens pressemøde ifølge BBC.
Samme medie citerer hende for, at Novak Djokovic har været ”udsat for tortur”. Ifølge hans far, Srdjan Djokovic, måtte han ikke have kontakt med hverken venner, sit team eller sine advokater.
- Menneskerettigheder blev taget væk, siger Srdjan Djokovic ifølge BBC.
”Karantænehotel er som et fængsel”
Ud over Novak Djokovic er den tjekkiske tennisspiller
også blev henvist til karantænehotellet, efter hun fik sit visum annulleret. Hun har tidligere beskrevet hotellet som et fængsel.
- Mit vindue er fuldstændig lukkede og kan ikke åbnes fem centimeter. Der er vagter over det hele - selv under vinduet, hvilket er ret morsomt. Måske tror de, at jeg vil hoppe ud og løbe væk.
- De kommer med mad, og der er en vagt på gangen. Man skal registrere sig, og alt bliver rationeret. Jeg føler lidt, at det er som et fængsel, har hun sagt til tjekkiske aviser.
Både Voracova og Djokovic kom til Australien med en dispensation fra kravet om vaccine mod coronavirus, fordi de tidligere har været smittet. Deres visa blev annulleret, efter Djokovic landede den 5. januar – men det har en domstol altså omstødt.
Tidligere har landets indenrigsminister afvist, at Djokovic sad indespærret.
- Han er fri til at forlade landet, når han ønsker at gøre det, og grænsepolitiet vil faktisk hjælpe ham med det, sagde Karen Andrews fredag ABC News.
Mandag tilføjede premierminister Scott Morrison, at Novak Djokovic er blevet behandlet ”på samme måde som alle andre.”
- Der er ingen særlige regler for tennisspillere, har han udtalt ifølge BBC.
Familien ignorerer bestemt spørgsmål
For Djokovics vedkommende blev han testet positiv for covid-19 den 16. december, viser hans juridiske dokumenter. Dagen efter, den 17. december, deltog han i et offentligt arrangement med adskillige mennesker.
Hvordan det hænger sammen, ville hans mor, far eller bror dog ikke svare på, da de blev spurgt under mandagens pressemøde.
I stedet sagde de, at pressemødet var forbi, og så stillede de sig arm i arm og sang en patriotisk sang som en hyldest til Serbien.