Tennis

- Tennissporten har tabt, siger redaktør om Djokovic-sag

TV 2 SPORTs tennisredaktør er overrasket over, at Novak Djokovic vandt sagen. Tennissporten står dog tilbage som den store taber.

Flere måneders tvivl ser nu ud til at være forbi.

Mandag morgen dansk tid gav en dommer ved et retsmøde i Melbourne Novak Djokovic medhold i, at han skal have lov til at opholde sig i Melbourne, hvor Grand Slam-turneringen begynder næste mandag.

Dommer Anthony Kelly vurderede, at Djokovic i sidste uge fik frataget sit visum ved grænsen på et "urimeligt grundlag."

Selvom sagen er afgjort for nu - den australske regering kan stadig anke den og annullere Djokovics visum igen - ser TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen absolut ikke sagen som noget, der har gavnet hverken sporten, Australien Open eller Novak Djokovic.

- Det har været en forfærdelig trist sag for tennissporten, for det har slet ikke handlet om spillet på banen. Der har været spillere som Rafael Nadal og Asleigh Barty, der har vundet optaktsturneringer, og dem har man næsten ikke talt om, fordi Djokovic-sagen har stjålet al fokus i den seneste uge, siger Henrik Jensen.

- Der er mange tabere i det her, og det er i hvert fald tennissporten, der har tabt. Det har ikke handlet om det, vi gerne vil tale om - nemlig spillet på banen.

Jeg tror, han bliver bedre på grund af den her sag

Henrik Jensen, tennisredaktør

- Han er så indebrændt

Hvis Novak Djokovic er til start i Australien Open, som mandagens afgørelsen peger meget i retning af, tror tennisredaktøren, at serberen vil spille, som om at han har noget at bevise.

- Han har ikke stået på banen i næsten en uge på grund af den her sag, men jeg har indtrykket af, at han bliver bedre end nogensinde før. Han er så indebrændt. Så vred over den her behandling fra de australske myndigheder. Han kommer blæsende ind i Australian Open og vil vise hele omverdenen, at det var forkert at tilbageholde ham.

- Jeg tror, han bliver bedre på grund af den her sag, for i løbet af hele hans karriere er han blevet bedre af at møde modgang, siger Henrik Jensen.

Fik dispensation

Omdrejningspunktet i sagen har været, at Djokovic ikke har været vaccineret mod coronavirus, som ellers er påkrævet for at rejse ind i Australien.

Han fik dog medicinsk dispensation til indrejse, og ifølge serberens advokater skyldtes det, at han var smittet med coronavirus i midten af december.

Djokovics dispensation vakte stor harme blandt australiere, der har levet med hårde restriktioner under coronapandemien.

Djokovic har i sin karriere haft enorm succes i Australian Open. Han har vundet turneringen ni gange, blandt andet de seneste tre år.

De vigtigste nedslag i Djokovic-sagen

    1. Turneringsleder slår fast, at det kun er spillere, der er vaccinerede mod covid-19, der får adgang til Australian Open.

    2. Novak Djokovic, der ikke har talt offentligt om, hvorvidt han er vaccineret, vil stadig ikke sige noget.

    3. Ny tvivl om Djokovics deltagelse ved Australian Open

      Turneringsdirektør Craig Tiley siger følgende: - Hvis Novak dukker op ved Australian Open, er han enten vaccineret eller har en gyldig medicinsk undtagelse.

    4. Indrejse

      Djokovic får dispensation og rejser mod Australien.

    5. Nægtet adgang

      Djokovic bliver nægtet adgang og bliver indlogeret på et karantænehotel i Melbourne.

    6. Udsættelse

      Det kommer frem, at en dommer udsætter afgørelse af sagen. 

    7. Flere Djokovic-støttere er vrede og demonstrerer: Australsk minister afviser beskyldninger, om at han bliver holdt fanget.

    8. Takker for støtten

      Samme dag giver Djokovic for første gang lyd fra sig: - Tak til mennesker over hele verden for jeres fortsatte støtte. Jeg kan mærke den, og den er højt værdsat, skriver Djokovic på Instagram.

    9. Det kommer frem, at Djokovic ifølge hans advokater har fået dispensation til at rejse ind i Australien grundet smitte i december.

      Samme dag kommer det desuden frem, at Djokovic optrådte til et event dagen efter positiv test.

    10. Afviser forklaring

      Den australske regering afviser Djokovics forklaring forud for høringen natten til mandag dansk tid. 

    11. Djokovic vinder retsmøde

      Mandag morgen dansk tid gav en dommer ved et retsmøde i Melbourne ham medhold i, at han skal have lov til at opholde sig i Melbourne, hvor Grand Slam-turneringen begynder næste mandag.

      Dommer Anthony Kelly vurderede, at Djokovic i sidste uge fik frataget sit visum på et urimeligt grundlag. Han beordrede Djokovic løsladt inden for 30 minutter, og han fik pas og rejsedokumenter tilbage.