Tennis

God lodtrækning til Tauson og Rune i årets første Grand Slam

Overkommelig modstand i første runde af Australian Open til både Clara Tauson og Holger Rune.

Clara Tauson får nok ikke megen støtte fra tilskuerpladserne, når hun for første gang deltager i seniorernes Australian Open.

Torsdag morgen er der trukket lod, og her står det klart, at danskeren møder australske Astra Sharma i første runde af årets første Grand Slam.

Den 26-årige australier er nummer 101 i verden og ligner en overkommelig modstander, mener TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen. Det kræver dog én ting, før man for alvor kan drage den konklusion:

- Hvis hun er fit for fight, som er det vigtigste, og hun rammer det høje niveau, vi så i Melbourne inden skaden, er det en udmærket og rigtig fornuftig lodtrækning. Det er ikke så længe siden, Tauson har slået hende - endda stort. Men nu er det udendørs, og Sharma har hjemmebanefordel.

TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen tilføjer, at det ser langt sværere ud, hvis hun vinder sin førsterundekamp. Her risikerer Tauson nemlig at rende ind i verdens nummer syv, Anett Kontaveit, som vandt to store WTA-turneringer i 2021.

19-årige Tauson havde et produktivt 2021 og går ind til turneringen som nummer 41 i verden.

Hun fik en ærgerlig optakt til turneringen, da hun måtte trække sig med en skade i låret i en opvarmningsturnering i sidste uge.

Holger Rune slipper for seedet modstand i første runde

Senere blev der trukket lod hos herrerne, hvor Holger Rune trak koreansk modstand i form af Kwon Soon Woo.

Det er en god lodtrækning for danskeren, der slipper for seedet modstand i første runde. Kwon Soon Woo er nummer 53 i verden, mens danskeren er nummer 102, og de to mødtes i Marbella sidste år, hvor sydkoreaneren vandt efter tiebreak ti tredje sæt.

Trods nederlaget har danskeren en god chance, mener Tine Scheuer-Larsen.

- Hvis man bare ser det store billede, kunne det have været langt værre.

- Kwon Soon Woo er en snu spiller, men jeg tror og håber, at Holger Rune har lært meget af det tætte nederlag i Marbella. Der er sket rigtig meget med Rune siden, så jeg synes, der er fine vinderchancer.

Sydkoreaneren er endnu ikke er blevet gode venner med Australian Open, hvor han fem gange i streg er røget ud i første runde.

Vinder Holger Rune sin første kamp, kan han rende ind i svær modstand. Her kan Dennis Shapalov, verdens nummer 14 og tidligere top-10-spiller vente.

Spiller alt for Holger Rune, står han til at møde idolet Rafael Nadal i kvartfinalen.

Australian Open begynder på mandag.