Tennis

Tauson belønnes med kamp på den største arena

Clara Tausons tredje kamp ved Australian Open 2022 skal spilles på turneringens hovedstadion, Rod Laver Arena.

Efter karrierens første sejr over en top-10-spiller venter endnu en stor oplevelse for Clara Tauson.

Hendes tredjerundekamp ved Australian Open skal nemlig spilles på selveste Rod Laver Arena, der med næsten 15.000 tilskuerpladser altid danner rammerne om de største kampe inklusive finalerne.

- Det viser, at hun er en af de spillere, turneringsledelsen har lagt mærke til. Jeg ser det helt klart som Tausons fortjeneste og en form for belønning efter den flotte sejr i anden runde, at kampen spilles på Rod Laver Arena, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør og -kommentator.

Dermed skal Tauson igen spille på den arena, hvor hun vandt juniorudgaven af Australian Open i 2019.

I tredje runde af seniorturneringen i 2022 skal Tauson møde amerikaneren Danielle Collins. De rangerede henholdsvis som nummer 39 og 30, da turneringen begyndte.

Kampen er programsat som lørdagens første opgør på turneringens største stadion, og derfor står det klart, at den begynder klokken 1 natten til lørdag dansk tid.

Clara Tauson og Danielle Collins har mødt hinanden en enkelt gang før. Det var ved French Open i 2020, hvor Collins vandt 6-2, 6-3.

Løchte spiller også lørdag

Turneringens anden dansker, Frederik Løchte Nielsen, skal også i kamp lørdag.

Sammen med sin doublemakker Marcus Daniel skal Løchte spille anden kamp efter klokken 1. De møder de forsvarende Australian Open-vindere Rajeev Ram og Joe Salisbury på bane 17.

I kvindernes juniorturnering er der også dansk deltagelse. Johanne Svendsen skal dog først spille søndag, hvor hun møder Zara Larke fra Australien. Svendsen er seedet som nummer syv i turneringen.