Tennis

Tauson ude af Australian Open efter stort drama

Clara Tauson lignede en vinder mod amerikaner i tredje runde af Australian Open, men tabte opgør i tre sæt.

Det danske tennistalent Clara Tauson er ude af Grand Slam-turneringen Australian Open.

Det står klart, efter at hun natten til lørdag dansk tid tabte til amerikanske Danielle Collins i tredje runde med cifrene 6-4, 4-6, 5-7.

Amerikanerens sejr kom i hus efter et højdramatisk opgør på 2 timer og 37 minutter, hvor momentum i kampen svingede frem og tilbage i alle tre sæt.

Kom godt fra start

19-årige Clara Tauson begyndte kampen helt på hælene i første sæt, hvor den aggressive amerikaner Collins kom blæsende ud og hurtigt bragte sig foran 4-1.

Den danske teenager begyndte dog langsomt at få bedre fat, som sættet skred frem, og da hun først fik reduceret til 2-4, så hun sig aldrig tilbage og endte med at vinde sættet 6-4.

I andet sæt viste Clara Tauson til tider decideret verdensklasse på Rod Laver Arena mod en tydeligt frustreret, men hårdt kæmpende Danielle Collins.

Her lykkedes det danskeren at bringe sig foran med 3-1 og 4-2, men den 27.-seedede amerikaner nægtede at give op og lykkedes med at bringe sig tilbage i kampen og vinde sættet 6-4.

Stadig rekord for Tauson

I tredje sæt begyndte Tauson at se træt ud, men hun formåede at følges med amerikaneren frem til stillingen 4-5. Her overlevede danskeren tre amerikanske matchbolde og fik udlignet til 5-5.

Det efterfølgende parti gik til 28-årige Collins, der derfor fik en ny mulighed for at afgøre kampen.

Og den forspildte hun ikke, da hun udnyttede flere fejl fra Tauson til at vinde sættet 7-5.

Når Clara Tauson har sundet sig, kan hun se tilbage på sit bedste Grand Slam–resultat.

Det er første gang, at hun når tredje runde, og hun slog blandt andet den sjetteseedede Anett Kontaveit i anden runde efter at have spillet sublim tennis.