Tennis

Hviderussisk stjerne brød sammen midt under kamp

Elena Rybakina havde svært ved at forstå, hvorfor Victoria Azarenka fik lov til at tage en pause midt under en kamp i Indian Wells.

Tennis is a mental game.

Fem ord, der ofte bliver taget i brug, når tennissporten skal beskrives. Et utal af gange har det mentale aspekt været afgørende for udfaldet af en tenniskamp – på både godt og ondt.

Undskyld. Jeg er så ked af det

Victoria Azarenka, hviderussisk tennisspiller

Så sent som natten til tirsdag dansk tid var det et tema, da Victoria Azarenka fra Hviderusland havde store mentale udfordringer i sin kamp mod kasakhiske Elena Rybakina i WTA 1000-turneringen i Indian Wells.

Bagud med 3-6, 2-2 lavede hviderusseren en dobbeltfejl, og så kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Hun bukkede sig forover og brød fuldstændig sammen. Midt på banen.

Flere gange forsøge hun at tørre tårerne væk og få servet, men lige lidt hjalp det.

- Victoria, har du brug for hjælp? spurgte kampens stoledommer, Paula Viera Souza, mens tilskuerne forsøgte at samle den tidligere verdensetter op med klapsalver og støttende tilråb.

Til sidst besluttede Paula Viera Souza at gå på banen for igen at spørge, om Victoria Azarenka havde brug for hjælp.

- Undskyld. Jeg er virkelig ked af det, lød det kortfattet fra Azarenka, inden hun igen var i stand til at spille videre.

- Ingen forstod, hvad der skete

Oppe ved nettet stod Elena Rybakina lettere forundret. Hun havde svært ved at forstå, hvad der var galt med Azarenka, og hvorfor hun fik lov til at holde en pause uden at tage en såkaldt "medical timeout".

- Fortsætter hun med at spille? Er det normalt? Det har taget tre minutter, sagde Rybakina.

Efter kampen uddybede den 22-årige kasakher sin undren.

- Ingen forstod, hvad der skete. Hvis jeg kalder på en fysioterapeut eller en læge, ved alle, at der er noget galt, men her stoppede vi bare i nogle minutter og fortsatte med at spille. Sådan er reglerne ikke. Hun skulle have haft en advarsel eller noget, sagde Rybakina ifølge Marca.

Elena Rybakina vandt kampen med 6-3, 6-4.

Har slettet profiler på sociale medier

Det vides endnu ikke, hvorfor Victoria Azarenka, der tidligere i karrieren har vundet to Grand Slam-titler, brød sammen under kampen mod Rybakina.

Flere medier spekulerer i, at det kan skyldes den øjeblikkelige situation omkring russernes invasion i Ukraine, hvor Hviderusland er blevet hårdt sanktioneret grundet landets tætte bånd til Rusland.

Tidligere har den hviderussiske tennisstjerne fortalt, at det er noget, der påvirker hende.

- Jeg er knust over de handlinger, der er fundet sted de seneste dage i Ukraine. Det er hjerteskærende at se, at så mange uskyldige mennesker er blevet og fortsat bliver ramt, skrev hun på Twitter i begyndelsen af marts.

Victoria Azarenka har siden slettet sine profiler på de sociale medier som Instagram og Twitter.