Verdensetter Ashleigh Barty trækker sig fra tennis
Lysten til at udfordre sig selv på det allerhøjeste niveau er der simpelthen ikke længere, siger Barty.
Verdens bedst rangerede kvindelige tennisspiller, 25-årige Ashleigh Barty fra Australien, indstiller karrieren. Det oplyser hun i en video på Instagram.
I videoen på Instagram bliver hun interviewet af doublemakkeren Casey Dellacqua.
Her forklarer Barty, at hun trækker sig på grund af manglende motivation.
- Jeg har simpelthen ikke den fysiske og følelsesmæssige motivation og alt det, som det kræver, for at man kan udfordre sig selv på det allerhøjeste niveau længere. Jeg er helt brugt, siger hun.
Ashleigh Barty står noteret for flere Grand Slam-titler, senest i januar, hvor hun vandt Australian Open.
Bedst i over to år
Ifølge kvindernes internationale tennisorganisation, WTA, har hun ligget nummer et på verdensranglisten i 114 uger i træk. Det svarer til mere end to år.
Det er den fjerdelængste periode som nummer et. Kun tyske Steffi Graf, amerikanske Serena Williams og tjekkisk-amerikanske Martina Navratilova har haft længere perioder på toppen.
- Jeg ved præcis, hvor meget arbejde det kræver, at få det bedste ud af mig selv.
- Jeg har sagt det til mit hold gentagne gange: Jeg har det bare ikke i mig mere. Fysisk kan jeg ikke give mere. Jeg har givet absolut alt, som jeg har til den smukke sport, tennis er, og det er jeg virkelig tilfreds med, siger Barty.
WTA-formand og direktør Steve Simon siger i en pressemeddelelse, at Barty med hendes titler og rangering har etableret sig som en af WTA-tourens store vindere.
- Vi ønsker Ash alt det bedste, og vi ved, at hun kommer til at fortsætte med at være en eksemplarisk ambassadør for tennis, nu hun træder ind i et nyt kapital af sit liv, siger han.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Barty tager et skridt tilbage fra tennis.
I 2014 oplyste hun, at hun ville tage en pause fra professionel tennis og begyndte at spille cricket i en periode.
Hun var bare 18 år dengang og havde året inden nået doublefinalerne i tre af årets fire Grand Slam-turneringer, Australian Open, Wimbledon og US Open.
- Det er simpelthen blevet for meget og for hurtigt for mig. Jeg har rejst, siden jeg var ret ung, sagde hun dengang.
- Jeg ville bare gerne opleve livet som en almindelig teenager og have nogle normale oplevelser.
I en alder af bare 25 år kan Ashleigh Barty allerede bryste sig af 15 singletitler på WTA-touren. I double har hun vundet 12 - heriblandt US Open.
Hun har vundet tre individuelle Grand Slam-turneringer. French Open i 2019, Wimbledon i 2021 og Australian Open i 2022.