Helt færdig efter en af årets vildeste kampe
Stefanos Tsitsipas og Diego Schwartzman spillede sent fredag aften en tenniskamp ud over det sædvanlige.
Først var han suveræn. Så var han helt væk. Og så kæmpede Stefanos Tsitsipas sig alligevel tilbage på banen i en af årets hidtil vildeste tenniskampe.
Fredag vandt grækeren 6-2, 6-7 (3-7), 6-4 over Diego Schwartzman efter at have været tur-retur i det sorte hul, hvor man stort set intet kan stille op.
- Jeg kom til at give slip, siger Tsitsipas efter kvartfinalesejren i ATP 1000-turneringen i Monte Carlo.
- Nej, hvor måtte Tsitsipas grave dybt. Nej, hvor var det vildt, siger TV 2 SPORTs tennisekspert Michael Tauson.
Tsitsipas’ enorme nedtur begyndte, da han havde udraderet sin argentinske modstander i første sæt, og med 5-2 i andet sæt kunne han række ud efter sejren. Men i stedet for at gribe muligheden gav han som slip, og pludselig var han nede med 0-4 i tredje og afgørende sæt.
- Der var nogle momenter i kampen, hvor jeg følte, at de ting, jeg gerne ville, mislykkedes. Han (Diego) havde momentum og fik overtaget undervejs, men jeg forsøgte at kæmpe videre. Jeg ville blive på banen, så længe jeg kunne, og det gik godt til sidst, siger Tsitsipas.
Hvornår begyndte du at tro på, at du kunne vinde kampen?
- Formentlig først efter kampens sidste point. Det var meget tæt. Virkelig tæt, siger grækeren, der er i færd med at forsvare sin titel fra sidste år.
Kvartfinalen med Tsitsipas og Schwartzman strakte sig over 2 timer og 42 minutter. Efterfølgende var sejrherren så udmattet, at han dårligt havde kræfter til at give sin modstander hånden ved nettet.
Den obligatoriske autograf til tv-seerne måtte han også skrive siddende, fordi han simpelthen ikke orkede at rejse sig.
- Det er meget godt skrevet, for han tager virkelig arbejdshandskerne på, da han er nede med 0-4 i tredje sæt. Der er ikke mange, der har det mentale overskud til at kunne det, siger Michael Tauson.
I semifinalen skal Stefanos Tsitsipas møde Alexander Zverev allerede lørdag eftermiddag.
Kampene i Monte Carlo vises på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.