Rusland invaderer Ukraine

- Det er total diskrimination mod os

Andrey Rublev mener, at Wimbledons udelukkelse af russiske og hviderussiske spillere er ulogisk.

Wimbledon meddelte onsdag, at russiske og hviderussiske spillere ikke er velkommen til årets grandslamturnering.

Det sker efter Ruslands invasion af Ukraine og Hvideruslands støtte hertil.

Reaktionerne har været blandede, og den russiske stjernespiller Andrey Rublev, der er nummer otte på verdensranglisten, langer nu ud efter arrangørerne af Wimbledon.

- Deres grunde giver ingen mening. De er ikke logiske. Det, der sker, er total diskrimination mod os, siger Rublev ifølge AFP.

Andre regler

WTA og ATP, der er henholdsvis kvindernes og herrernes tennisorganisation, har tilladt spillere fra de to nationer at spille videre under neutralt flag modsat mange andre sportsgrenene.

Af samme årsag har både WTA og ATP erklæret sig skuffet over Wimbledons beslutning, som efter deres mening går mod en aftale om, at tennisspillere konkurrerer som individer og ikke repræsentanter for deres nation.

All England Club, der arrangerer Wimbledon, slog onsdag fast, at man ikke være med til at fremme Ruslands interesser. Derudover er beslutningen taget til fordel for spillere og tilskueres sikkerhed.

- Vi anerkender, at det er hårdt for de enkelte spillere, der bliver påvirket, og det er ærgerligt, at de skal lide under det russiske regimes handlinger.

- Vi mener ikke, det giver mening at fortsætte på andre måder, sagde Ian Hewitt, der er formand for All England Club.

Stjerne er kritisk

Også verdensetteren Novak Djokovic har kritiseret Wimbledons udelukkelse af russere og hviderussere. Han kaldte onsdag den for "skør".

- Tennisspillerne har intet med det (Ruslands invasion af Ukraine, red.) at gøre. Når politik og sport bliver blandet sammen, er resultatet ikke godt, sagde Djokovic ifølge AFP.

I alt fire spillere i herrernes top-30 på verdensranglisten stiller normalt op under russisk flag. Ud over Rublev drejer det sig blandt andre om Daniil Medvedev, der er nummer to.

Fem spillere i top-30 på kvindernes verdensranglisten repræsenterer normalt Rusland eller Hviderusland. Højest placeret er Aryna Sabalenka på fjerdepladsen.