Krigen i Ukraine

Ukrainere tordner mod russisk stjerne: - Løgn og hykleri

Den tidligere tennisspiller Oleksandr Dolgopolov og landsmandinden Lesia Tsurenko er mildest talt ikke imponerede over Andrey Rublev.

Onsdag valgte Wimbledon som den første selvstændige turnering at udelukke russiske og hviderussiske atleter.

Ruslands igangværende invasion af Ukraine blev brugt som begrundelse, men beslutningen faldt ikke i god jord hos den russiske stjerne Andrey Rublev, der kaldte det for "total diskrimination".

Men nu er Rublev kommet i modvind. Flere ukrainske tennisspillere stiller sig uforstående over for verdens nummer ottes udtalelser.

- Udsagnene er fyldt med løgne og hykleri. ATP og WTA bør ikke dække over denne opførsel, siger den tidligere tennisspiller Oleksandr Dolgopolov ifølge NRK.

Dolgopolov er særligt kritisk, fordi Rublev er citeret for at sige, han ikke går op i politik.

- Så efter han hævder, at han ikke ved noget, er nærmest blind og uden uddannelse, fortsætter han med at forklare, hvorfor det ikke vil hjælpe og snakker om diskriminering og demokrati.

Forbund beklager - men står fast

Landsmandinden Lesia Tsurenko har heller ikke meget tilovers for Rublev.

- Han er overhovedet ikke interesseret i, hvad der sker i hans eget land. Han er heller ikke interesseret i, hvad der sker i nabolandene. Imponerende, skriver hun på sin Twitter.

Hvis den russiske tennisspiller savner opbakning, kan han kigge mod Serbien. Novak Djokovic står på Rublevs side og har kaldt udelukkelsen for "skør".

- Tennisspillerne har intet med det at gøre (Ruslands invasion af Ukraine, red.). Når politik og sport bliver blandet sammen, er resultatet ikke godt, sagde Djokovic ifølge AFP.

Ikke desto mindre holder Wimbledon fast i beslutningen, som de erkender er ærgerlig.

- Vi anerkender, at det er hårdt for de enkelte spillere, der bliver påvirket, og det er ærgerligt, at de skal lide under det russiske regimes handlinger. Vi mener ikke, det giver mening at fortsætte på andre måder, sagde Ian Hewitt, der er formand for All England Club.