Holger Rune trækker sig fra næste turnering efter succes
Holger Rune har trukket sig fra turnering i Madrid på grund af sin kvartfinale i München.
Holger Rune snuppede onsdag karrierens hidtil største sejr, da han dukkede den olympiske mester Alexander Zverev 6-3, 6-2.
Men succesen i ATP-turneringen i München har også en omkostning.
Rune, som fredag fylder 19 år, har således trukket sig fra kvalifikationen til den kommende ATP Masters 1000-turnering Madrid Open.
- Jeg har besluttet mig for at trække mig fra Madrid Open, da kvartfinalerne i München spilles fredag, og kvalifikationen i Madrid starter lørdag.
- Vi ses i Madrid Open næste år, skriver Holger Rune på Twitter.
Skal møde finne i München
Holger Rune er som nummer 70 på verdensranglisten ikke direkte kvalificeret til Madrid Open, og han har heller ikke fået et wildcard, hvorfor eneste vej til hovedturneringen er gennem kvalifikationen.
Madrid Open er én ni turneringer i ATP Masters 1000-serien, der rangerer lige under de fire grandslamturneringer.
Holger Rune skal i tredje runde af grusturneringen i München fredag op mod finske Emil Ruusuvuori.
Han slog onsdag amerikaneren Maxime Cressy i to sæt i anden runde. Ruusuvuori er nummer 63 i verden.