Tennis

- Den værste måde at vinde en finale på, siger Holger Rune

Søndag vandt Holger Rune sin første titel på ATP Touren, da han triumferede ved BMW Open i München.

Smilet var ikke til at tage fejl af, selvom karrierens første ATP-titel kom i hus efter en afbrudt finale.

Det eneste, Holger Rune kunne ønske sig mere, havde været en regulær finalesejr over Botic Van De Zandschulp, der trak sig i første sæt.

- Det var muligvis den værste måde at vinde en finale på. Jeg havde forventet en hård kamp, og han kom stærkt ud, men så skete der noget med ham. Jeg ønsker ham det bedste herfra, sagde Holger Rune lige efter kampen.

Til TV 2 SPORT uddybede han kort efter:

- Det var en meget mærkelig afslutning. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad der skete, for han kom ud og spillede ret godt i starten, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

- Jeg var meget nervøs, men pludselig begyndte han at trykke sig selv på brystet og bad om en medical timeout. Han var væk i et kvarter, så der tænkte jeg, der måtte være noget galt. Jeg sagde til ham, at jeg håber, han får det godt igen så hurtigt som muligt.

Søndag var Holger Rune bagud 4-3, da Botic Van De Zandschulp måtte trække sig fra kampen. Inden titelkampen havde danskeren vundet alle sine kampe i München i to sæt.

- Jeg har haft en fantastisk uge. Jeg har vundet min første ATP-titel lige efter, jeg blev 19, så det er helt fantastisk. Men det var selvfølgelig ikke den måde, jeg ønskede at slutte af på.

- Det har været en sindssyg uge. Jeg havde slet ikke forventet det her, da jeg kom ind på et wildcard. Mod Zverev i anden runde tænkte jeg, vi næsten kunne booke et fly til torsdag. Så jeg overraskede også mig selv, siger Holger Rune efter turneringssejren søndag eftermiddag.

Med sejren i München vinder Holger Rune 602.550 kroner samt en splinterny BMW i4. Nu mangler han blot et kørekort.