Tennis

Det er dårligt vejr i München, og det vil Rune udnytte

Vejret i München kan muligvis komme til at spille en rolle i Holger Runes ATP-finale søndag.

Se Holger Runes finale søndag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Der skal meget til at slå Holger Rune ud af kurs for tiden.

Den 19-årige dansker har spillet sig i sin første ATP-finale i karrieren, og selvom han flere gange har været i problemer undervejs, er han fortsat ufortrødent.

Samme indstilling vil han at gøre brug af i finalen mod Botic van de Zandschulp. Her forventes både regn og kulde at gøre betingelserne svære, men Rune tager det med oprejst pande. Ja, faktisk ser han det som en fordel.

- Jeg er lidt ligeglad. Men hvis det bliver tunge baner, er det ikke en ulempe for mig, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

- Jo koldere og tungere det er, jo sværere er det. Så skal han bruge flere kræfter på det, og så har jeg flere chancer for at køre ham død.

Modstanderen måtte "justere lidt"

Søndagens hollandske modstander Botic van de Zandschulp har også sat ord på det svære underlag, der allerede gav udfordringer i lørdagens semifinaler.

Her mødte hollænderen den norske stjerne Casper Ruud, og undervejs i kampen måtte Zandschulp ændre sit spil.

- Jeg var nødt til at justere en lille smule. Det (underlaget, red.) var langsommere end i går og meget tungere.

- I andet sæt begyndte jeg at spille bedre, mere smart, og jeg er glad for, at jeg vandt 6-4 i tredje sæt, siger han ifølge ATP's hjemmeside.

Skal gribe sine chancer

Selvom det tunge underlag kan blive en fordel for danskeren, forventer han langt fra en nem kamp.

Botic van de Zandschulp ligger 30 pladser over Holger Rune på verdensranglisten, og den 19-årige dansker ved, hvad søndagens modstander har af kvaliteter.

- Han har spillet vanvittigt godt, specielt i US Open og på hurtigt underlag. Han spiller meget aggressivt og kommer til at serve godt og tage sine chancer. Det bliver måske den samme type kamp, men alligevel anderledes.

- Jeg skal virkelig holde fokus på mine egne ting og servepartier, og får jeg mulighederne, skal jeg tage dem, siger Rune.

Se finalen mod Botic van de Zandschulp søndag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra kl. 13.30.