Tennis

Én beslutning blev afgørende for Holger Runes vilde uge

Holger Runes mor, Aneke Rune, er begejstret for, at det nu er gået op for tennistalentet, hvor god han egentlig er.

Nogle gange skal der bare én rigtig beslutning til, før alt går op i en højere enhed.

Det kan også have været tilfældet for det danske stortalent Holger Rune, der i denne uge har imponeret på gruset i München og spillet sig frem til karrierens første finale på ATP-touren, tennissportens øverste niveau.

Han leverer noget tennis, jeg ikke tidligere har set fra ham

Michael Tauson

For Holger Runes mor, Aneke Rune, er overbevist om, at det blev afgørende for den nuværende succes, at han i starten af april besluttede sig for at gå et skridt ned for at spille en Challenger-turnering i den italienske by San Remo.

- Jeg tror, det var et smart move, vi lavede, da vi besluttede at spille den turnering for at få noget flow og nogle kampe. Det var noget, der gav selvtillid, siger Aneke Rune, der også peger på gevinsten af at have fået en behandler tilknyttet.

- Det gør, at hans krop har det godt, og at han har et dejligt fysisk overskud og kan spille det tennis, han gerne vil.

I den omtalte turnering i det nordlige Italien gik Holger Rune hele vejen, hvorefter han straks tog turen videre til Monte Carlo i Monaco for at spille kvalifikation til en stor ATP-turnering samme dag.

"Det var det helt store træk"

TV 2 SPORTs tennisekspert Michael Tauson vurderer også, at det blev afgørende for Runes grussæson, at han valgte at gå et skridt ned for at spille den mindre italienske turnering.

- Det var det helt store træk. Han vandt i San Remo og fandt sit spil og sin selvtillid, og så kom han til ind til Monte Carlo og nu München, hvor han leverer noget tennis, jeg ikke tidligere har set fra ham.

- Han har fundet et niveau, der er højere end det, han tidligere har været på, og så har han fundet en mental balance, som også er meget imponerende, siger Michael Tauson.

Holger Rune har nu spillet 15 kampe på grus i år, og heraf har han vundet 13. Onsdag tog den 19-årige dansker karrierens største skalp, da han besejrede verdens nummer tre, Alexander Zverev.

Nu kender Holger Rune også selv sit reelle niveau

Sejren over den tyske verdensstjerne har været med til åbne Holger Runes øjne i forhold til, at han kan bide skeer med selv de bedste. Det fortæller Aneke Rune.

- Vi, mig og trænerne, har det seneste halve år vidst, at han har niveauet til at slå top-10-spillere, men det er rart at se, at det nu også er gået op for ham selv, at han har det, der skal til. Før har han ikke kendt til sit eget niveau, fordi han har haft så meget fokus på at bevare roen og spille tennis.

- Det er gået op for Holger, hvor god han er. Det er virkelig dejligt at se.

Allerede nu er danskeren sikker på at rykke op som nummer 50 på verdensranglisten, og bliver det til en sejr i søndagens finale, vil han rykke yderligere seks placeringer op.

I finalen skal Holger Rune møde verdens nummer 40, Botic van de Zandschulp fra Holland.

Se finalen mod Botic van de Zandschulp søndag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra kl. 13.30.