Nadal langer ud efter "meget unfair" Wimbledon-beslutning
Ifølge tennisstjerne skal russiske og hviderussiske spillere ikke straffes for, at der er krig i Ukraine.
Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal kritiserer Wimbledons beslutning om at udelukke russiske og hviderussiske tennisspillere fra turneringen på grund af Ruslands invasion af Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I et interview søndag kalder den 35-årige spanier beslutningen for "meget unfair".
- Det er ikke deres skyld, hvad der sker i krigen. Lad os se, hvad der sker i de næste uger - om spillerne kommer til at tage en eller anden form for beslutning omkring det her, siger Nadal.
Har reelt kun to muligheder
Wimbledons beslutning om at udelukke russere og hviderusser blev taget 20. april.
Den er siden blevet fordømt af både Hvideruslands og Ruslands nationale tennisforbund.
Ian Hewitt, der er formand for All England Club, arrangøren af Wimbledon, har tidligere forklaret, at retningslinjer fra den britiske regering betyder, at arrangørerne reelt kun har to muligheder:
At udelukke spillerne eller lade dem deltage, hvis de er villige til at underskrive en erklæring om, at de er imod krigen i Ukraine.
Den britiske tennisstjerne Andy Murray tilslutter sig søndag kritikken. Han siger ifølge BBC, at "han ikke støtter udelukkelse af spillere".
Han tilføjer dog, at der ifølge ham ikke er noget "rigtigt svar" i forhold til problematikken.
- Jeg føler med de spillere, der ikke får lov til at spille, og jeg forstår, hvorfor det i deres verden virker unfair. Men jeg kender også nogle af de folk, der arbejder ved Wimbledon, og jeg ved, hvor svær en position de befinder sig i, siger Murray.
Blander sport og politik
Den serbiske verdensetter, Novak Djokovic, kaldte i april Wimbledons beslutning for "skør". Han anklagede samtidig arrangørerne for at blande sport og politik sammen.
WTA og ATP, der er henholdsvis kvindernes og herrernes tennisorganisation, har også reageret med skuffelse på forbuddet.
Formand i Dansk Tennis Forbund (DTF), Henrik Thorsøe Pedersen, har omvendt rost beslutningen og kaldt den "et stærkt signal".
Han sagde i april, at han håber, at andre turneringer følger trop.
Wimbledon bliver skudt i gang 27. juni.