Turneringssejr giver Rune stor fordel, siger ekspert
TV 2 SPORTs tennisekspert ser ingen begrænsninger for Holger Rune i jagten på at komme endnu højere op på verdensranglisten.
Et trofæ, mere end en halv million kroner og en BMW.
Det er, hvad Holger Rune kan tage med sig hjem fra München, efter han søndag vandt karrierens første ATP-titel. Hvad han også tager med sig, er 250 point til verdensranglisten, og det er bestemt ikke uvæsentligt.
Pointene betyder, at Holger Rune vil være nummer 44, når ranglisten mandag bliver opdateret. Det kan være med til at gøre livet blandt verdenseliten lettere, vurderer TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen.
- Nu bliver det nemmere at vælge turneringer, og det betyder rigtig meget. Han er heller ikke så langt fra en seedning i Grand Slam-turneringerne, hvilket også vil være rigtig dejligt, så han kan slippe for nogle af de dygtigste spillere i de første runder
Det er placeringen på verdensranglisten, der er afgørende for, hvilke spillere der automatisk kan få en plads til de største turneringer.
Rune skal vænne sig til at være i toppen
Indtil nu har Holger Rune oftest skullet igennem en kvalifikation eller blive blive tildelt et wildcard for at komme ind i turneringerne på ATP-touren, men det vil i langt de fleste tilfælde nu være et overstået kapitel.
Hvis den 19-årige dansker skal være blandt de seedede spillere til Grand Slam-turneringer, kræver det, at han er blandt de 32 bedste spillere, der stiller op.
Tine Scheuer-Larsen er ikke i tvivl om, at det danske tennistalent inden længe vil tage næste skridt op ad den prestigefyldte rangliste.
- Når han kan slå de spillere, han har besejret i München, er der masser af muligheder. Den store opgave bliver at skulle spille stabilt hele tiden. Uge efter uge. Det er det, der skal til, hvis han skal op og ligge rigtig højt på verdensranglisten. Det bliver også en opgave at vænne sig til.
Rune har haft en særdeles begivenhedsrig måned på grusunderlaget, hvor han har vundet 14 ud af de 16 kampe, han har spillet i henholdsvis italienske San Remo, Monte Carlo, Beograd og München.
Jagter nye mål
Nu står danskeren så med karrierens første titel på ATP-niveau, og selvom det er fristende at fejre titlen, er det ikke det, der fylder mest hos Holger Rune.
Han ser allerede nu frem mod de næste udfordringer, der venter i Rom om under to uger.
- Jeg skal tilbage og snakke nye mål med mit team. Nu er jeg inde i top-50, og jeg har opfyldt mine mål for maj. Nu skal jeg bare køre videre. Jeg har lige et par dages fri, og så skal jeg tilbage til træningen, siger Rune efter finalesejren.
For at Holger Rune kan fortsætte sin lovende udvikling, er det selvsagt vigtigt at have de rigtige personer tilknyttet, og her peger Tine Scheuer-Larsen først og fremmest på én person: Hans mangeårige træner, Lars Christensen.
- Jeg synes, de har meget godt styr på det. Hans træner, Lars, er meget cool og procesorienteret, som er vigtigt. Det er Holger også. Han elsker at arbejde, og han elsker træningen. Det er enormt vigtigt, når man er i det her game, hvor man pludselig begynder at vinde titler, siger tenniseksperten.
Holger Rune vandt søndagens finale, efter hollandske Botic van de Zandschulp trak sig med sygdom midtvejs i første sæt.