Tennis

Rune og Tauson "hygger sig" med tanken om at spille sammen

Clara Tauson tror, at hende og Holger Rune en dag kommer til at stille op i tennisdisciplinen mixed-double sammen.

De er begge 19 år. De har begge to dansk pas. Den ene er nummer 41 i verden, mens den anden er nummer 45 på verdensranglisten.

Navnene er Clara Tauson og Holger Rune, og sammenligningerne er næsten for mange.

Derfor er det nok også sød musik i tennisglade danskeres ører at høre, at de to kometer går og leger med tanken om at stille op i mixed-double sammen.

- Vi har jo joket lidt med det, og jeg tror da også, vi kommer til at gøre det. Vi tænker over det, og vi hygger os med tanken i hvert fald. Nu må vi se, siger Tauson med et stort smil til TV 2 SPORT.

Selvom lysten skulle være der fra begge parter, er det ikke bare lige noget, der kan blive realistisk ved at knipse med fingrene.

- Nu skal jeg ikke være ond eller noget, men vores rangeringer er ikke helt til at kunne spille. Måske Wimbledon, fordi der er en kæmpe lodtrækning. Men i de andre er vi ikke i nærheden.

- Så jeg tænker, det kan blive aktuelt, hvis vi kan, men det handler jo også om vores single-præstationer. Det bliver nogle lange dage, hvis man lige pludselig skal spille single, double og mixed-double, siger Tauson.

Holger Rune har også lyst

Holger Rune, der netop er strøget op som nummer 45 på ATP-ranglisten efter turneringssejren i München, deler samme holdning.

Han synes også, det kunne være interessant.

- Det kunne være sjovt at få to danskere til at spille sammen i en mixed-double til Wimbledon. Men lad os se, om vi kan komme ind, og om det bliver til noget, siger Rune til TV 2 SPORT.

Ifølge Clara Tauson, der har døjet lidt med skader på det seneste, vil det give god mening for de to danske tennistalenter at stille op i en mixed-double sammen på grund af deres fælles fortid.

- Vi har kendt hinanden i ti år, og vi har jo prøvet det for nogle år siden. Jeg tænker, det kunne være sjovt, nu hvor vi kender hinanden så godt.

- Det er nok også lidt nemmere, hvis man kender hinanden godt og ved, hvad hinanden kan, forklarer den danske tennisprofil.

Hvis Rune og Tauson skal spille sammen under Wimbledon, bliver det i slutningen af juni. Den traditionsrige tennisturnering afvikles mellem den 27. juni og 10. juli.