Tennis

Stjerne skreg af smerte - trak sig fra semifinale

Alexander Zverev blev kørt fra banen i kørestol og kom tilbage på krykker, da han måtte trække sig fra semifinalen i French Open.

Artiklen er opdateret lørdag morgen efter en udmelding fra Alexander Zverev.

Skriget var ikke til at tage fejl af.

Det gjorde rigtig, rigtig ondt, da Alexander Zverev i slutningen af andet sæt af French Open-semifinalen mod Rafael Nadal vrikkede om på højre ankel i forbindelse med et slag. Han lagde sig straks i gruset og var tydeligt i smerter.

Da uheldet indtraf, var den 25-årige tysker foran med 6-5 i andet sæt. Rafael Nadal havde vundet første sæt efter tiebreak.

Tyskeren blev efter kort tid hjulpet op, hvorefter han til store klapsalver blev kørt i omklædningsrummet i en kørestol.

Nadal er "meget ked af det" på Zverevs vegne

Lidt mere end fem minutter senere kom den tyske OL-guldvinder tilbage på banen med to krykker. Det var med andre ord kun for at sige tak for opbakningen til de mange tusinde tilskuere og tak for kampen til Rafael Nadal.

I det obligatoriske vinderinterview sendte den 36-årige spanier straks en hilsen til den uheldige tysker.

- Det er hårdt, og jeg er meget ked af det på hans vegne. Han spillede en utrolig turnering. Han er en meget god kollega på touren. Jeg ved, hvor meget han kæmper for at vinde en Grand Slam. Han kommer ikke kun til at vinde en, men mange Grand Slams, så jeg ønsker ham en hurtig og god genoptræning, sagde Nadal.

"En meget alvorlig skade"

Sent fredag aften fortalte Alexander Zverev i en story på Instagram, at det er "en meget alvorlig skade", han har pådraget sig.

- Det ser ud til, at jeg har fået en meget alvorlig skade. Lægerne undersøger det fortsat, og jeg skal nok holde jer opdateret, så snart jeg ved mere, lød det fra Zverev.

Alexander Zverev, der sidste sommer vandt OL i Tokyo, har fortsat sin første Grand Slam-titel til gode. I 2020 var han i finalen i US Open, hvor han tabte til østrigske Dominic Thiem.

Selvom det er på en trist baggrund, kan Rafael Nadal nu glæde sig over at skulle spille karrierens 30. Grand Slam-finale. Her møder han norske Casper Ruud.