Tennis

Holger Runes mor sender klar besked til kritikere

Holger Rune havnede i et blæsevejr for at vise frustrationer og følelser frem for en hel tennisverden, da han røg ud af French Open.

Der blev råbt, ketsjeren fik temperamentet at føle, og modstanderen fik et slattent håndtryk, da det hele var overstået.

Holger Runes optræden i French Open-kvartfinalen mod norske Casper Ruud har de seneste dage delt vandene.

Den ærlige passion er en kvalitet, du aldrig kan lære eller købe

Aneke Rune, mor og manager

For nogle var det befriende at se en dansker, der viste følelser. Andre mente, at det var over grænsen for, hvad man kan tillade sig på en tennisbane.

"Vi bliver alle klogere af erfaringer"

Søndag kommer Holger Runes mor og manager, Aneke, med en klar besked til kritikerne.

Her beder hun dem om at respektere den rejse, de er på, og at det var 19-årige Holger Runes første Grand Slam-turnering på grus.

- Lad være med at kritisere ham, fordi han endnu ikke er perfekt. Vi bliver alle klogere af erfaringer. Vi er i det sammen på godt og på ondt, og vores rejse fortsætter med samme energi og naivitet, som vi griber alt andet i livet an med.

- Den ærlige passion er en kvalitet, du aldrig kan lære eller købe. Det er en gave. Kontrol kan vi altid lære. Jeg er sikker på, at vi i fremtiden vil finde den rette balance, skriver Aneke Rune blandt andet på det sociale medie Instagram.

Rune ved, at han skal forbedre sig

Efter at have tabt kvartfinalen understregede Holger Rune i et opslag på samme sociale medie, at han havde givet sit hjerte og sjæl i hver kamp i Paris, men at han var også godt klar over, at han skulle blive bedre til at styre sine følelser.

Rune tabte kvartfinalen i fire sæt. Hans overmand, Casper Ruud, spiller søndag finale i French Open mod Rafael Nadal.

Næste turnering for Holger Rune er ATP-turneringen i Halle, der spilles fra 14.-20. juni, og som fungerer som optakt til Grand Slam-turneringen Wimbledon.