Tennis

Federer øjner først et comeback efter Wimbledon

Roger Federer håber på at spille tennis på højeste niveau i september, og dermed er Wimbledon ude af billedet.

Tennis er ikke et overstået kapitel for Roger Federer, men et comeback lurer fortsat ikke lige om hjørnet.

Først i slutningen af september ved Laver Cup i London og ATP-turneringen i Basel i oktober regner Federer med at kunne spille igen.

Det siger Federer i et interview med den schweiziske avis Tages-Anzeiger søndag.

- Jeg har ikke planlagt mere end Laver Cup og Basel endnu. Efter Basel er sæsonen alligevel overstået. Det er vigtigt for mig at bliv fit igen, så jeg kan træne fuldt ud.

- Når jeg kan det, så kan jeg vælge, hvor mange turneringer jeg spiller og hvorhenne, siger Federer.

Den schweiziske tennislegende nævner ikke Wimbledon direkte, men hvis der var fans, der håbede på et comeback i grand slam-turneringen om to uger, så er søndagens interview ikke ligefrem opløftende.

"Ikke lang fra at være der"

Det er først ved Laver Cup, som spilles fra 23. til 25. september, og i Basel i slutningen af oktober, at Federer ser en mulighed for at spille.

- Laver Cup er en god start, da jeg ikke behøver at spille fem kampe på seks dage. Det skal jeg være i stand til i Basel.

- Men jeg er fortrøstningsfuld og er kommet langt. Jeg er ikke langt fra at være der, siger Federer til avisen.

Han siger også, at han satser på at spille tennis på topplan i 2023.

- Ja, bestemt. Hvor og hvornår ved jeg ikke endnu. Men det er idéen, siger Federer.

I august bliver Federer 41 år, og han har ikke spillet tennis på topplan siden Wimbledon sidste år. Derefter blev han opereret i knæet for tredje gang på 18 måneder og har været ude siden.

Federer spillede kun 13 kampe i 2021. I 2020 blev det kun til seks kampe. Han er raslet ned som nummer 50 i verden - den laveste rangering i 22 år.