Rune sænker egne forventninger "væsentligt"
Holger Rune havde det svært, da han mandag spillede sin første kamp på græs siden sin tid som juniorspiller.
Han plejer at have en enorm tro på sig selv, Holger Rune.
Men selvtilliden har lidt et knæk, efter han mandag spillede sin første kamp på græs siden 2019. Her tabte han til verdens nummer 19, Pablo Carreno-Busta, i første runde i ATP-turneringen i Halle.
Turneringen fungerer som optakt til Wimbledon, og mandagens nederlag har sat en dæmper på, hvad den 19-årige dansker selv har af forhåbninger til den traditionsrige Grand Slam i London.
- Lige nu har jeg ingen forventninger til mig selv. Jeg havde måske lidt forventninger inden den her turnering, men de er i hvert fald sat væsentligt tilbage nu. Græs er så meget anderledes, så jeg er nødt til at træne mere på det, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.
Kampen var Holger Runes første siden nederlaget i French Open-kvartfinalen til norske Casper Ruud.
"Jeg havde svært ved at finde min rytme"
I opgøret mod Carreno-Busta blev danskeren, der selv er nummer 28 i verden, hurtigt brudt, og selvom han flere gange havde muligheden for at bryde tilbage, blev første sæt tabt med 3-6. I andet sæt fulgtes de to spillere ad indtil den afgørende tiebreak, hvor spanieren igen var stærkest.
- Der var mange ting, der ikke var optimale, og der var ting, som jeg kunne have gjort bedre.
- Jeg havde svært ved at finde min rytme, og det var jo min første kamp på græs siden 2019, så det er svært at justere, når man kommer lige fra grus og kun har haft tre-fire dage til at træne i. Det er ikke den nemmeste udfordring, men jeg har en enkelt turnering inden Wimbledon, så jeg håber, at jeg kan komme ind og få mere rytme, siger Holger Rune.
Danskeren deltager i næste uge i en græsturnering i den engelske by Eastbourne. Det bliver den sidste turnering, inden Wimbledon begynder i slutningen af måneden.
- Jeg kommer til at arbejde endnu hårdere på græsset og tror på mig selv, siger danskeren.
I Wimbledon vil Holger Rune med al sandsynlighed blive seedet, hvilket betyder, at han i første runde vil undgå et møde en spiller fra toppen af verdensranglisten.