Wimbledon

Serena Williams får wildcard til Wimbledon

Efter et års pause på højeste niveau gør Serena Williams comeback. Hun spiller i Eastbourne og Wimbledon.

Tennisspilleren Serena Williams gør comeback på græs senere på måneden.

Arrangørerne af Wimbledon bekræfter tirsdag på Twitter, at hun har fået et wildcard til singleturneringen, og WTA tilføjer, at hun forinden deltager i turneringen i Eastbourne.

Den 40-årige stjerne har ikke spillet på højeste niveau, siden hun deltog i Wimbledon for et år siden.

På Instagram antydede hun tidligere tirsdag, at hun var på vej tilbage til tennisbanen.

- SW og SW19. Vi har en date. 2022 vi ses der, skrev hun.

SW henviser til sine initialer, mens SW19 er postnummeret, hvor Grand Slam-turneringen spilles i England.

Nummer 1208 i verden

Serena Williams har vundet 23 Grand Slam-turneringer i single i løbet af karrieren, men de seneste år har hun droslet gevaldigt ned på tennissen.

Sidste år stillede amerikaneren blot op i fem turneringer og var altså senest i kamp, da hun i første runde af Wimbledon trak sig fra opgøret mod hviderussiske Aliaksandra Sasnovich med en skade.

Ved den lejlighed kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og der blev spekuleret i, om det var afslutningen på hendes karriere.

Siden er hun raslet ned ad ranglisten, hvor hun nu ligger nummer 1208. Det er 20 år siden, hun første gang spillede sig op som verdensetter.

Serena Williams har vundet den prestigefyldte turnering i det sydvestlige London syv gange i single - senest i 2016, mens hun nåede finalen i 2018 og 2019.

Williams' mangeårige træner, Patrick Mouratoglou, meddelte i april, at han havde fået job som træner for rumænske Simona Halep.

Græsturneringen i Eastbourne begynder 19. juni. Otte dage senere begynder Wimbledon.