Tennis

Kontroversiel stjerne blev ved med at forbavse ekspert

Australske Nick Kyrgios viste sig fra sin bedste og værste side i onsdagens sejr over verdensranglistens nummer fem.

Gennem karrieren har han nok mest været kendt for alt det, der er sket uden for banen.

Men inde på banen er 27-årige Nick Kyrgios også noget helt ekstraordinært, når tingene går op i en højere enhed.

Den australske tennisstjerne har det med at opføre sig fuldstændig, som det passer ham, og når det hele flasker sig, er han blandt verdens absolut bedste tennisspillere.

Onsdag viste han sig rigtig flot frem, da han vandt i tre sæt over verdens nummer fem, græske Stefanos Tsitsipas, ved græsturneringen Halle Open.

Kyrgios hev det ene trickskud efter det andet ud af ærmet, og TV 2 SPORTs tennisekspert Patrik Wozniacki blev mere og mere imponeret undervejs i kommenteringen.

Her er nogle af de reaktioner, Kyrgios' spil kastede af sig:

- Årh, det gør han ikke! Et af de her fuldstændig groteske cirkusslag.

- Og her kommer der bare endnu et af de her bizarre slag.

- Ja, okay! Så kom der endnu et af de her trickskud fra Kyrgios bag om ryggen. Han har simpelthen bare så fantastisk en teknik.

I videoen i toppen af artiklen kan du se nogle af Kyrgios' vilde slag fra sejren over Tsitsipas.

Australieren vandt kampen i tre sæt 5-7, 6-2, 6-4 og er dermed videre til kvartfinalen i ATP 500-turneringen. Her venter spanske Pablo Carreno-Busta, der sendte Holger Rune ud af turneringen tidligere på ugen.

Smadrede sin ketsjer

Men Nick Kyrgios er som bekendt også kendt for sine mange raseriudbrud på tennisbanen.

Onsdagens sejr var ingen undtagelse, for da Tsitsipas havde vundet et tæt første sæt, slog det klik for australieren.

Her gik han direkte hen til sin bænk for at smadre løs med sin ketsjer. En ketsjer, der ikke var en ketsejer bagefter.

Se bare videoen herunder:

Nick Kyrgios var rasende efter at have tabt først sæt i kampen mod Stefanos Tsitsipas ved Halle Open. Video: Nicolai Dvinge

Nick Kyrgios er selv nummer 65 i verden, men den forholdsvis lave placering skyldes en længere skade.

Kvartfinalen mellem Kyrgios og Busta spilles fredag og kan naturligvis ses på TV 2 PLAY.