Tennis

Holger Runes ord går verden rundt

Norge, Storbritannien, Serbien og Frankrig. Alverdens medier holder øje med danskeren.

Meget har været sagt og skrevet om Holger Runes temperament på en tennisbane.

Lørdag kom ordene fra danskerens egen mund, da han til Ekstra Bladet sagde, at "en ung Roger Federer måske var 40 gange værre", hvad angår temperament.

De ord er bestemt ikke gået ubemærket hen. Faktisk går de lige nu verden rundt.

Ikke så underligt er de nået frem til TV 2 Norge: "Han gjorde sig upopulær under Roland-Garros. Nu vil den unge dansker arbejde med sit image, skriver det norske medie".

Rune mødte nordmanden Casper Ruud i kvartfinalen ved French Open for nylig, og det var her, store dele af verden så den 19-årige danskers tydelige frustrationer for første gang.

På et tidspunkt råbte Rune "forlad, forlad, forlad" mod sin egen lejr på tribunen. Ikke længe efter forlod Runes mor, Aneke Rune, sin plads. Sønnike afviste dog efter kampen, at der var en sammenhæng.

Ordene om Federer er også blevet samlet op i ...

  • Storbritannien: Roger Federer beskyldes af Holger Rune for at være 40 gange værre.
  • Serbien: Den danske tennisspiller har lavet flere mærkbare resultater i de seneste måneder, men han fik offentlighedens opmærksomhed efter kampen mod Casper Ruud i kvartfinalen ved Roland Garros.
  • Frankrig: Holger taler om sin attitude på banen, som er blevet diskuteret bredt efter episoder under hans kamp mod Casper Ruud ved Roland Garros.
  • Det internationale Sportskeeda: Holger Rune har oparbejdet sig et ry som en af de mest lovende unge spillere på ATP Touren med nogle fantastisk sejre på det sidste. Men på samme tid har danskeren også en gruppe kritikere, som ikke bryder sig om hans attitude på banen.

Holger Rune er i øjeblikket i gang med græssæsonen, hvor han er tilmeldt turneringen i Eastbourne, inden det gælder Wimbledon den 27. juni.

Mandag venter første kamp for den danske tennisspiller i førstnævnte turnering. Du kan følge kampene i Eastbourne på TV 2' platforme.