Ekspert har ét godt råd til Holger Rune
Holger Rune røg ud af ATP-turneringen i Eastbourne i første runde, da han tabte til Ryan Peniston i tre sæt tirsdag.
Den sidste turnering før Wimbledon sluttede tidligt for Holger Rune.
Danskeren røg ud i sin første kamp til britiske Ryan Peniston, der er nummer 147 på verdensranglisten.
Holger Rune spillede dog godt i store dele af kampen, men i tredje sæt tog briten over, og Rune kom i problemer.
Efter opgøret blev TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen spurgt til, hvad et godt råd til danskeren kunne være. Og her var meldingen klar:
- Han skal blive ved med at tro på, at han kan spille på græsset, og at han kan komme ind og være offensiv - også når det begynder at snerpe en lille smule til. Der var to point i tiebreaken i starten, hvor jeg synes, han er lidt henholdende, og det gør en forskel.
- Han skal tro på det, for han kan godt. Han har spillet til det, og han skal spille for at vinde, siger eksperten.
Holger Rune - Ryan Peniston
- 1. sæt: 6-4 (Rune brød ved 5-4)
- 2. sæt: 6-7 (Peniston vandt tiebreaken 5-7)
- 3. sæt: 1-6 (Rune blev brudt tre gange)
Ikke familiær med græsset
Det er ingen hemmelighed, at Holger Rune ikke er lige så hjemmevant på græsunderlaget, som han er på gruset, hvor han de seneste måneder har skabt store resultater.
Det 19-årige stortalent har blot spillet to kampe på græs siden 2019, og efter kampen var det også underlaget, han havde fokus på.
- Jeg er åbenlyst ikke familiær nok med græsset endnu. Held og lykke resten af turneringen, Ryan Peniston. Godt spillet, skriver Holger Rune på sin Instagram.
Tennisekspert Tine Scheuer-Larsen er enig med Rune i, at der stadig mangler noget træning på det grønne underlag.
Hun er dog fortrøstningsfuld og tror på, at Rune nok skal få succes på græs.
- Han kan godt spille på græsset, men han skal bare tro på det. Det er måske ikke år, måske heller ikke næste, men det skal nok komme, hvis de bliver ved med at arbejde med, at han også skal på græs, siger hun.
Næste udfordring for Holger Rune er græsturneringen over dem alle, Wimbledon.
Grand Slam-turneringen begynder mandag 27. juni, og du kan se det hele på TV 2s platforme.