Rune får elendig optakt til Wimbledon
I første runde i Eastbourne tabte Holger Rune i tre sæt til verdens nummer 147, Ryan Peniston.
En 26-årig brite, der er flyvende for tiden, blev en for stor mundfuld for Holger Rune.
Dermed blev det bare til én kamp for den danske tennisspiller i Wimbledon-opvarmningsturneringen i Eastbourne.
- Det var en lærerig kamp og nogle gode timer på græsset. Det var to rigtig gode sæt, Rune spillede, lyder det fra TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen.
- Men det var bare ikke nok mod en type som Peniston, der lige har den medvind på græsset for tiden, som gør ham svær at slå.
Holger Rune - Ryan Peniston
- 1. sæt: 6-4 (Rune brød ved 5-4)
- 2. sæt: 6-7 (Peniston vandt tiebreaken 5-7)
- 3. sæt: 1-6 (Rune blev brudt tre gange)
Første og andet sæt var jævnbyrdige affærer.
På Center Court i Eastbourne var Rune og Penistons klart største udfordring at bryde hinanden.
Blot én gang i de to første sæt var der en breakbold. Den kom i det, der skulle vise sig at blive første sæts sidste parti, fordi Holger Rune udnyttede breakbolden til at snuppe sættet med cifrene 6-4.
1-1, 2-2, 3-3, 4-4...
I andet sæt måtte Holger Rune og Ryan Peniston forbi 6-6, før en af spillerne fik mulighed for at trække afgørende fra.
I tiebreaken tabte Rune den anden duel i egen serv, så han kom bagud 1-3, og det var tilsyneladende nok til at sætte gang i en syndflod af minibreaks.
Ud af de næste otte dueller formåede serveren kun at vinde pointet to gange. Det skete én gang for Rune og én gang for Peniston, og dermed vandt briten sættet med 7-5 i tiebreak.
En frustreret dansker
Tredje og afgørende sæt var et britisk onemanshow. Peniston bragte sig hurtigt foran 2-0, og det fik Holger Rune til at tyre en tennisbold ud af Centre Court.
Optrinnet udløste en advarsel til danskeren.
Rune fik brudt tilbage til 1-2, men det var så også det sidste parti, han fik i Eastbourne i denne omgang. Verdens nummer 147 vandt sættet med cifrene 6-1.
Holger Rune fik dermed en elendig optakt til Grand Slam-turneringen Wimbledon, der begynder mandag.
I Halle for otte dage siden tabte danskeren, som er nummer 29 i verden, også i første runde.