Tennis

Svær kamp venter Rune, når han møder nummer 147

Holger Rune kan se frem til hård modstand i tirsdagens kamp mod Ryan Peniston, der er mere hjemmevant på græsunderlaget end danskeren.

Se kampen mellem Holger Rune og Ryan Peniston på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY tirsdag klokken 12.00.

Det kan godt være, at der er 118 pladser mellem dem på verdensranglisten. Men Holger Rune skal ikke forvente en nem kamp mod britiske Ryan Peniston.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs tennisekspert Tine Scheuer-Larsen inden tirsdagens møde i ATP-turneringen i Eastbourne.

- Det er en svær græskamp for Holger Rune. Peniston spillede godt i Queens og Nottingham. Han er venstrehåndspiller, og han har en stor serv og en god forhånd. Derudover trives han godt på græs, siger eksperten.

Vurderingen betyder dog ikke, at Peniston nødvendigvis er favorit. Hvis Rune spiller op til sit bedste, tror eksperten på en dansk sejr.

- Holger er favorit i mine øjne, men det afhænger meget af dagsform og græshumør. Han har bestemt en chance, hvis han server og returnerer godt, og hvis han tror på sit græsspil, siger Tine Scheuer-Larsen.

Holger Rune er nummer 29 på verdensranglisten. Ryan Peniston er nummer 147.

Rune har forberedt sig

Mens Peniston trives godt på græs, er Holger Rune mere udfordret på det grønne underlag, som han kun har spillet en kamp på siden 2019.

Danskeren udtalte for en uge siden efter et nederlag på græs, at han var "nødt til at træne mere på det", og at det "ikke var den nemmeste udfordring".

Siden har Rune dog gjort sit for at forbedre sit græsspil. Ifølge Ekstra Bladet har Rune nemlig trænet intenst på en dansk kunstgræsbane de seneste dage. Og det har givet pote for den 19-årige dansker.

- Jeg tror på mit eget spil på græs nu. Jeg føler mig mere hjemme på det, hvor jeg i kampen forleden ikke følte mig så godt tilpas. Nu begynder jeg at få en god rytme, og jeg begynder at få slået renere på bolden, siger Rune.

Én ting er vigtigst for Rune

Turneringen i Eastbourne fungerer som optaktsturnering til WImbledon.

Derfor mener tennisekspert Tine Scheuer-Larsen, at Rune skal bruge turneringen til at finde sig til rette på underlaget, inden den traditionsrige Grand Slam-turnering begynder.

- Det vigtigste er, at Holger får en god oplevelse på græs og fornemmer, at han godt kan det. En sejr vil naturligvis være fedt, men fornemmelsen af, at Holger spiller godt på underlaget, er vigtigst i forhold til at blive klar til Wimbledon, siger eksperten.

Wimbledon begynder mandag 27. juni, og du kan se det hele på TV 2s platforme.