Derfor spillede Serena Williams med tape i ansigtet
Verdensstjernen Serena Williams gjorde comeback til tennisbanen, da hun tirsdag aften spillede sin første kamp i næsten et år.
Tre stykker sort kinesiotape.
Det var, hvad Serena Williams havde på sin højre kind, da hun tirsdag aften vendte tilbage til tennisbanen efter et fravær på 357 dage.
Hvorfor tapen sad der, var der ingen forklaring på undervejs i kampen i Eastbourne. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters ligger der en god forklaring bag.
Serena Williams havde den sorte tape i ansigtet for at forbedre sin vejrtrækning, da hun lider af bihuleproblemer.
Her skulle tapen have effekt på symptomerne, der blandt andet kan være forstoppet næse, tryk og smerter i ansigtet og bihulerne.
Pres og smerte
Den 40-årige verdensstjerne blev spurgt ind til sin brug af kinesiotape på pressemødet efter kampen, som hun og makkeren Ons Jabeuer vandt.
Spørgsmålet blev stillet som en del af et todelt spørgsmål, hvor Williams endte med ikke at svare på delen om tapen.
Williams har dog tidligere fortalt om sine problemer med bihulerne.
- Min hemmelighed er ude. Jeg lider af bihuleproblemer. At spille tennis eller stort set lave hvad som helst hver dag er ikke let, når du har bihuleproblemer. Du føler et stort pres, forstoppelse og smerte, og træning til Grand Slams er ikke let.
- Det er ikke let at spille, når man har alt det her pres, sagde Williams ifølge Reuters i 2007.
På tirsdagens pressemøde fortalte Williams, at hun ikke følte sig overbevist om, hun ville komme tilbage på tennisbanen.
- Tvivlede jeg nogensinde på, at jeg ville vende tilbage? Ja, helt sikkert. Jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg sagde, at det ikke fyldte i mit hoved. Men nu føles min krop fantastisk.
Serena Williams er med sine 23 Grand Slam-titler i single den mest vindende spiller i den åbne æra. Hun mangler én titel for at tangere Margaret Court, der har 24 titler som historiens mest vindende spiller.
Syv gange har amerikaneren vundet Wimbledon i single, mens hun har vundet doubleturneringen seks gange.