Tennis

Tauson spiller Wimbledon med usædvanlig tilgang

Clara Tauson klar til Wimbledon – men ’den gamle Tauson’ skal vi ikke forvente at se på det ikoniske anlæg i London.

Mens Clara Tauson er sluppet af med sine smerter i ryggen, har hun for en stund også sagt farvel til sine sportslige forventninger.

Det fortæller hun inden Wimbledon, hvor hun spiller sin første kamp siden april.

- Jeg har absolut ingen forventninger til mig selv. Det er selvfølgelig svært, fordi jeg er vant til at have rigtig høje forventninger til mig selv, men jeg tror, jeg må give mig selv lidt space her og virkelig bare være glad for, at jeg står på banen, siger Clara Tuason til TV 2 SPORT.

- Jeg skal spille en bold ad gangen og se, hvor langt det rækker.

Vil ud med god følelse

Tauson fortæller også, at det ikke har haft indflydelse på beslutningen om at stille op, at det er sportens mest ikoniske turnering, der venter i den kommende uge. Hun stiller op nu, fordi det er nu, hun er blevet smertefri.

- Jeg vil gerne lykkes med at komme ind og få spillet nogle gode point og få slået nogle slag, og så må jeg lave nogle fejl, som jeg måske ikke laver normalt. Jeg skal i hvert fald komme ud derfra og være glad for at have været der og komme ud med en god følelse.

I første runde skal Clara Tauson, der rangerer som nummer 53 i verden, møde Mai Hontama fra Japan. Hun ligger nummer 139 på WTA-ranglisten. Mandagens kamp, som vises på TV 2 fra klokken 14, er deres første indbyrdes møde.

Se Wimbledon på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY – sendeplanen findes her.