Tauson-lejr udskyder vigtig beslutning

Tirsdag finder Clara Tauson ud af, om hun stiller op i sin doublekamp ved Wimbledon.

Clara Tauson er ude af Wimbledon, efter hun mandag trak sig fra sin singlekamp.

Men det er måske ikke det sidste, vi har set til 19-årige Tauson ved dette års Wimbledon.

For selvom hun trak sig med en rygskade, er hun ikke klar til afskrive sin doublekamp med Elena Rybakina, der efter planen skal afvikles onsdag.

- Jeg har ikke lige tænkt over min double på onsdag. Det skal jeg tale med fysioterapeuterne om. Og min makker. Den beslutning tager vi i morgen (tirsdag, red.), og det kan jeg ikke svare på lige nu, siger hun til TV 2 SPORT efter mandagens nederlag.

Her trak den 19-Ã¥rige dansker sig ved stillingen 1-4, da Tauson opgav at spille videre i sjette parti ved 0-40 i japanerens serveparti.

Tauson fik problemer med ryggen i det samme område, som har holdt hende ude i flere måneder.

"Det handler om at lave en god plan"

Søren Tauson, der er far og træner for Clara Tauson, er enig i, at det er for tidligt at udelukke noget som helst.

- Jeg vil lade Clara og sundhedsstaben tage stilling til, om hun spiller sin double på onsdag. Det handler om at få lavet en god plan for at få hende rask igen og gøre hende lidt mere kampklar, end hun var i dag.

Vil det ikke være et gamble at lade hende spille på onsdag? Også selvom lægerne skulle sige god for det?

- Der er jo noget respekt for turneringen og en makker. Og en sundhedsstab, man lige må konferere med. Det er meget kort tid efter den her singlekamp, så lige nu har vi ikke taget stilling til det, forklarer Søren Tauson.