Wimbledon

- Det er skuffende, siger Holger Rune

Holger Rune er ude af Wimbledon efter et nederlag i tre sæt i første runde.

Første runde blev endestationen for Holger Rune ved Wimbledon.

Den 19-årige dansker tabte til amerikanske Marcos Giron i tre sæt, og Holger Rune var tydeligt frustreret undervejs i kampen, hvor danskeren blandt andet råbte, "at han ikke vidste, hvad han skulle gøre."

Og det udråb sætter han nu ord på.

- Taktikken var rigtig nok, men jeg formåede bare ikke at udføre det ordentligt. Det var rigtigt, at jeg hele tiden skulle holde ham i bevægelse og få ham ud af rytme med slice en gang i mellem.

- Men det var simpelthen mit spil, jeg ikke kunne udføre ordentligt, og det er skuffende, siger Holger Rune til TV 2 SPORT.

Holger Rune tabte førsterundekampen ved Wimbledon, hvor han kæmpede med sig selv og sit spil. Video: TV 2 SPORT

Holger Rune 0 - 3 Marcos Giron

  • 1. sæt: 3-6
  • 2. sæt: 5-7
  • 3. sæt: 4-6

"Jeg spillede ikke en særlig god kamp"

Generelt var det en forholdsvis lige kamp, men Marcos Giron havde ofte den sidste skarphed, når det hele skulle afgøres.

Dertil lægger Rune, at han aldrig for alvor fandt sit eget spil.

- Jeg spillede ikke en særlig god kamp. Min modstander er en god græsspiller, der kommer med masser af selvtillid fra Mallorca, og det kunne man godt se på ham. Han har haft en god forberedelse. Han spillede rigtig solidt på græsset og vidste, hvad han skulle gøre på de vigtige tidspunkter, siger Holger Rune.

- Jeg kæmpede lidt – også på bevægelsen. Jeg spillede ikke, som jeg havde håbet på. Men det sker nogle gange.

Det er tredje græsturnering i træk, Holger Rune ryger ud i første runde. Det samme skete i både Halle og Eastbourne.