Wimbledon

Stjerne vil have tilskuere smidt ud: - Det må bare ikke ske

Nick Kyrgios var utilfreds med kommentarerne fra flere tilskuere undervejs i sin førsterundekamp ved Wimbledon, hvor han vandt i fem sæt.

Pludselig blev det hele for meget for Nick Kyrgios.

Den australske tennisstjerne, der efterhånden er kendt for sit store temperament, smadrede en bold ud over tribunen i vrede, da han blev brudt til 3-5 i første sæt mod hjemmebanehelten Paul Jubb.

Nick Kyrgios var frustreret, efter han blev brudt i første sæt. Video: TV 2 SPORT

Om det var, fordi han blev brudt, eller det var en vrede, der langsomt havde bygget sig op gennem første sæt, skal være usagt. Kyrgios følte sig i hvert fald flere gange uretfærdigt behandlet - specielt af tilskuerne. Det gjorde han flere gange tydeligt opmærksom på i løbet af kampen. Herunder følger flere af eksemplerne.

1: "Det må bare ikke ske"

Det første vredesudbrud indtraf, da Kyrgios kom bagud med 1-2 i partier.

Australieren var utilfreds med en tilskuer, der, efter hans udsagn, blev ved med at snakke under duellerne. Kyrgios tog fat i kampens dommer, Marija Cicak, for at forklare sin utilfredshed.

- Du (tilskueren, red.) kan ikke begynde at snakke til mig midt i en duel, når jeg er i gang med at lave et baghåndsslag. Det må bare ikke ske, mand... De kan se tenniskampen, men at snakke og råbe midt i et point... Altså, hvorfor? Jeg ved ikke, hvor det kom fra, sagde han.

Dommeren lyttede og bad tilskuerne om ikke at snakke til spillerne under kampen.

2: "Hun er en stikker"

Ved stillingen 3-2 til Paul Jubb var den gal igen.

Kyrgios var utilfreds med, at linjedommeren undervejs i det foregående parti var gået over til kampens dommer for at give en besked.

- Er der bare én person, der i dag er kommet for at se hende snakke? Nej. Hvorfor gør hun det? Ingen er kommet for at se hende gøre noget som helst. Jeg ved, at du har fans, men hun har ingen.

- Hvad har jeg gjort? Hun går pludselig hen til dig midt i kampen, fordi hun er en stikker. Kom nu lidt altså..., sagde Kyrgios.

3: "Det er direkte mangel på respekt"

I andet sæt - ved stillingen 3-1 og 40-30 til Kyrgios - opstod der igen problemer med tilskuerne. Kyrgios sendte en førsteserv i nettet, hvilket fik en person på tribunen til at klappe hoverende.

”Hvad er det?,” lød det i første omgang fra australieren, inden han rystede på hovedet. Kort efter kom han foran 4-1, og her tog han igen en lang snak med dommeren.

- Det er direkte mangel på respekt. De har ikke ret til at opføre sig sådan. Skal jeg bare vende mig om og spille videre? De skal fjernes fra tilskuerpladserne.

Dommer Marija Cicak gjorde det klart, at hun som sådan var enig med Kyrgios, hvilket fik australieren til bare at fortsætte sin svada:

- Så Wimbledon accepterer direkte mangel på respekt for atleterne, men I accepterer ikke en kasket med to sponsorlogoer. Hvor er linjen? Det er acceptabelt. Racisme er acceptabelt. Hvornår stopper det? Forstår du, hvad jeg mener? Det er sket i mange år nu.

4: "God returnering!"

Da Nick Kyrgios i tredje sæt brød til 6-5, fløj han ud mod sin stol med en knyttet næve, mens han kiggede op mod tribunen.

Kort efter råbte han på tværs af banen op mod tribunen: "God returnering. God returnering!"

- Det er bare folk på tribunen, der lod mig vide før, at jeg lavede en god returnering, lød det lettere ironisk fra Kyrgios til dommeren, der undrede sig over, hvad han mente.

5: Stak til tilskuere efter kampen

Herfra fortsatte "kontroverserne" hist og her i resten af kampen, inden showmanden Nick Kyrgios endte med at vinde i fem sæt (3-6, 6-1, 7-5, 6-7, 7-5).

På vej mod nettet kiggede han ud mod tilskuerne og sendte en spytklat af sted. Og så fik nogle af tilskuerne lige en ekstra stikpille i vinderinterviewet efter kampen.

- Publikummet var rimelig larmende i dag. Enkelte personer blandt tilskuerne var ikke bange for at kritisere mig. I ved, hvem I er, sagde Kyrgios blandt andet.

Nick Kyrgios vandt et sandt drama over fem sæt i første runde ved Wimbledon. Video: TV 2 SPORT

Med sejren er australieren videre til anden runde ved Wimbledon.