Wimbledon

Afviser pension trods tidligt Wimbledon-exit

Tennisstjernen Serena Williams er motiveret til at spille US Open senere på sommeren efter sit nederlag ved Wimbledon.

Serena Williams afviser enhver snak om, at hun er på vej på pension, efter at hun tirsdag røg ud af Grand Slam-turneringen Wimbledon i første runde.

Tennisstjernen siger, at hun er "motiveret" til at spille US Open senere på året på trods af tirsdagens nederlag til franske Harmony Tan.

- US Open var der, hvor jeg vandt min første Slam (Grand Slam-turnering, red.), det er virkelig specielt. Der er bestemt en masse motivation til at blive bedre og spille på hjemmebane, siger den 40-årige amerikaner.

Harmony Tan vandt kampen i første runde med 7-5, 1-6, 7-6 (10-7).

Den 24-årige franske tennisspiller, der er med til Wimbledon for første gang, var rørt efter sejren over tennisikonet Williams.

- Jeg er så følelsesladet lige nu. Da jeg var ung, så jeg hende så mange gange på tv. Til mit første Wimbledon er det wow - bare wow, siger Harmony Tan.

- Da jeg så lodtrækningen, var jeg virkelig bange. Fordi det er Serena Williams - hun er en legende.

- Hvem ved, hvor jeg dukker op

Hvorvidt Serena Williams er på græsset igen til næste års Wimbledon, vil stjernen ikke selv spekulere i.

- Jeg spiller for nuet. Jeg kommer til at se på, hvordan jeg har det. Hvem ved, hvor jeg dukker op, siger hun til journalisterne.

Serena Williams var ellevild, da hun brød til 5-4 i tredje og afgørende sæt mod Harmony Tan. Video: TV 2 SPORT

Hvor tirsdagens kamp var Williams' første singlekamp siden Wimbledon sidste år, gjorde hun comeback i double i sidste uge.

Her nåede hun kvartfinalen i opvarmningsturneringen Eastbourne, før en skade til hendes makker, tunesiske Ons Jabeur, betød, at duoen måtte trække sig.

Syv gange tidligere har Williams vundet Wimbledon i single. I alt har hun rekordmange 23 Grand Slam-titler.

Man skal dog helt tilbage til Australian Open i 2017 for at finde hendes seneste Grand Slam-sejr.

Serena Williams ligger nummer 1204 på verdensranglisten. Hun kom med i Wimbledon på et wildcard tildelt af turneringen.

24-årige Harmony Tan er nummer 115 på verdensranglisten.