Wimbledon

Det er svært at forstå, hvor meget de elsker hende

19-årige Emma Raducanu er udset til at blive dén kvindelige tennisstjerne, som Storbritannien har hungret efter i flere årtier.

Vi skal tilbage til 1977. 45 år siden. Her havde briterne seneste en kvindelig hersker ved Wimbledon.

Virginia Wade vandt finalen over Betty Stöve, og siden da har de britiske tennisfans sukket efter en hjemlig vinder af den turnering, de værner om med stolthed. Ja, faktisk har de bare manglet en, der kan spille med om sejren i en af de fire Grand Slams.

Og nu har briterne endelig fået en ny stjerne, der kan tituleres som Mrs., og som, man drømmer om, kan løfte det prestigefyldte trofæ.

Emma Raducanu. 19 år, allerede en verdensstjerne, og det er svært at forstå, hvor meget de elsker hende på de britiske øer.

Da Raducanu vandt US Open sidste år, var hun den første britiske, kvindelige Grand Slam-finalist siden Wade i 1977.

I Storbritannien har triumfen skabt en dyb kærlighed, men også forventninger, til det store tennistalent, der onsdag betrådte det legendariske græstæppe ved Wimbledon.

Selvfølgelig spiller Raducanu på Center Court

Det første jubelbrøl fra publikum falder allerede, da hun smilende ankommer til sin opvarmning på Center Court, som hun jo naturligvis er blevet tildelt i dagens anledning.

De britiske arrangører smider med glæde stjerner som Casper Ruud, Karoline Pliskova, Anett Kontaveit, Carlos Alcaraz og Ons Jabeur, alle sammen bedre rangeret end Raducanu på verdensranglisterne, på yderbanerne til fordel for deres nye stjernefrø. Så meget elsker de hende.

Raducanu er nummer 11 i verden, og med en Grand Slam-titel i en alder af blot 18 år hviler hele nationens bevågenhed allerede på hende. Og det er fascinerende at opleve, hvordan Wimbledons publikum lader sig suge ind i den unge kvindes eventyr.

De jubler med hende. Sukker med hende.

Men publikummerne vil også gerne gøre sit til at skrive eventyret endnu større. Kan de hjælpe hende, gør de det.

Når alt går mod hende, jubler de stadig for hende. Skriger for hende, og gloserne bliver sendt ned på banen med fuld appel.

- I love you, Emma.

- Come on, Ems.

- Stay in it, Champion.

- Come on, Emma.

Selv når Raducanu er bagud 2-5 til spanske Caroline Garcia i første sæt, jubler arenaen som tossede, da hun bringer sig på 3-5. Der er stadig et bjerg, der skal bestiges.

Når vejen til sejr synes umulig, henrykkes den britiske hær, som havde Raducanu vundet. De vil det så meget. Vel næsten mere end hende selv.

Et chok på Center Court

Den overvældende støtte sætter sig måske en anelse i hovedet på Radunacu, for med ét sender hun et chok gennem publikum. Hun glider på en grim måde. Benene i hver sin retning. Et sug går gennem folk. Få sekunders panik.

Dyb vejrtrækning, og der pustes ud, både på rækkerne og på banen, for Raducanu rejser sig og spiller videre. Måske er hun på vej mod et tidligt Wimbledon-exit, men et afbud på grund af en skade vil ikke være til at bære.

Desværre for den flotte fortælling udvikler kampen sig ikke, som Center Court ønsker med et tabt første sæt. Og da Raducanu bliver brudt i andet sæt, kommer et tidligt Wimbledon-exit hele tiden tættere på at blive til virkelighed.

Selvom den folkekære, der faktisk er født i Canada, bryder tilbage i det efterfølgende parti, holder hun ikke sit serveparti i de efterfølgende øjeblikke.

Center Court startede halvfyldt, men slutter så godt som fuldt. Ikke et syn, der bare forventes en onsdag eftermiddag til en kvindekamp i anden runde af Wimbledon.

Og som briterne flokkes til, stiger lydniveauet til voldsomme decibel, selvom de ikke får helt så meget at juble over, som de havde sat næserne op efter.

En underlig summen begynder også at sprede sig på det store stadion. Folk er frustreret, skuffet. Næsten forurettet over, at det ikke går, som de mere end 55 millioner englændere havde håbet på.

Godt nok er der kun plads til 12.000 på Center Court, men hvis de fremmødte er repræsentative for resten af befolkningen, er der sure miner rundt omkring ved landets tea-parties.

Et nederlag til det større billede

Men de elsker hende jo så meget, at det er svært at forstå, så derfor tilgiver de hende også for et nederlag. Også selvom, hun allerede i en alder af 19 år skulle have været den nye Virginia Wade med Wimbledon-trofæet i hænderne.

Kampen og drømmen er tabt, men endnu et enormt jubelbrøl rammer, da hun forlader Center Court efter sit nederlag i to sæt. Det sidste jubelbrøl til Raducanu ved dette års Wimbledon.

Raducanu ankommer, smilende trods nederlaget, til pressemødet efter kampen, og hun mærkede i den grad briternes kærlighed.

- At spille på enter Court var igen en virkelig positiv oplevelse for mig. Så jeg kan tage meget med videre fra den her kamp.

Og det store pres fra nationen føler hun slet ikke som et pres. Sådan formulerer hun sit halvarrogante svar:

- Jeg er 19 år. Ja, jeg har fået opmærksomhed, men jeg er en Grand Slam-vinder, og det er der ingen, der kan tage fra mig. Hvis der er pres på nogle, så er det vel dem, der ikke har vundet en Grand Slam.

Emma Raducanu er allerede en superstjerne. Det er på trods af, at hun ikke har vundet mere end to kampe i streg siden sin US Open-triumf for mere end ni måneder siden.

Det er altså ikke alverdens, der har fungeret i snart et år for Raducanu, så det er svært at forstå al den kærlighed fra Wimbledons Center Court. Men det er nok, fordi vi skal 45 år tilbage, at de elsker hende så meget.