Wimbledon

- En eller anden dag bliver han verdens bedste, udbrød frustreret stjerne

Hollandske Tim van Rijthoven, der for få uger siden stort set var ukendt, er i en alder af 25 år ved at lave noget rigtig, rigtig stort.

På Wimbledons anlæg flokkes tusindvis af mennesker på en stor bakke.

En bakke, der er opkaldt efter den tidligere topspiller Tim Henman. Briten tryllebandt nationens fans i mange år, og derfor blev stedet, hvor fans ser Center Court-kampen på storskærm, døbt Henman Hill.

Nu er der - faktisk for første gang siden Henman - endelig en Tim, der skaber eufori, tilbage ved Wimbledon. Og de engelske fans har taget ham til sig, selvom han er en ukendt hollænder.

Onsdag på bane 4, et halvsløjt sted, hvor der ikke kan samles mange hundrede mennesker, lød de velkendte råb højlydt flere gange.

- Come on, Tim! Come on, Tim! Way to go, Tim!

Lyden fra slut 90’erne, start 00’erne, hvor Henman spillede sig frem til Wimbledon-semifinalerne fire gange på få år, vibrerer igen.

Fra ukendt til sejre over verdenseliten

Nu handler Tim-tilråbende ikke længere om Henman, men om hollandske Tim Van Rijthoven, et nærmest ukendt wildcard, der er videre fra anden runde efter en sejr over Reilly Opelka. Og det er ikke en gang det vildeste.

Onsdagens sejr ved Wimbledon var den 25-årige hollænders syvende sejr i streg. To ved Wimbledon, fem i en ATP 250-turnering i Holland.

Fælles for de syv sejre er, at det er van Rijthovens ENESTE syv sejre på ATP Touren nogensinde.

Inden de fem sejre tidligere i juni kunne han således kun bryste sig af kvalifikationssejre på ATP Touren. Og nu kan han prale af at have nedlagt top, topspillere.

Daniil Medvedev (1), Felix Auger-Alliasime (9), Taylor Fritz (14) og Reilly Opelka (18) er blandt de spillere, der har tabt til ham.

Et meget sigende udbrud

Sidstnævnte led et smertefuldt Wimbledon-nederlag onsdag, og mod slutningen af kampen udbrød han noget, der indrammede hele den her fortælling om Tim van Rijthoven:

- En eller anden dag bliver den her fyr verdens bedste!

Et frustrationsmoment fra Opelka, der i fjerde sæt var blevet brudt igen. Af en hollænder, han nok ikke havde hørt om for et par uger siden.

Opelka fløj direkte fra banen og op i sit omklædningsrum efter nederlaget, og både kommentaren og amerikanerens frustrationer giver mening, mener TV 2 SPORTs tennisekspert Kenneth Carlsen:

- Det er jo selvfølgelig et udtryk for Opelkas frustrationer over, at han møder en, der for et par uger siden var ukendt, og så render han rundt nu og bare plukker hans server. Og hvor kommer han lige pludselig fra? Sådan noget rammer nok Opelka lige i det moment, fordi Tim van Rijthoven bare spiller så godt.

Van Rijthoven jubler - men kender svaret på succesen

Ifølge hovedpersonen selv skyldes den aktuelle, lidt uventede succes dog ikke noget hokuspokus.

- Den vigtigste forklaring er det mentale. Jeg er det rigtige sted lige nu, siger han til TV 2 SPORT efter onsdagens sejr i anden runde.

Her var han stadig, trods de nylige meritter, henvist til et af de små presserum uden kameraer. Et presserum, hvor der sad otte hollændere og én dansker.

Van Rijthoven, der er nummer 104 i verden, og som lå nummer 205 inden turneringssejren tidligere i juni, er altså stadig ikke et internationalt navn.

Og det emmede heller ikke ligefrem af arrogance, da han satte ord på sin syvende sejr i streg:

- Jeg er selvfølgelig virkelig glad for at være videre til tredje runde. Jeg vidste, det ville blive svært i dag mod Reilly Opelka, fordi han er en stor server.

- Så det var en stor præstation for mig at bryde ham i første sæt, og efter jeg vandt første sæt, blev jeg rimelig komfortabel, fordi jeg vidste, vi skulle ud i fire eller fem sæt. Jeg er glad for, at jeg står tilbage som vinder af to ud af tre tiebreaks.

"For ham er det jo exceptionet"

Den slotte sejrstime har også fået Kenneth Carlsen til at spærre øjnene op.

Carlsen husker hollænderen fra en juniorkamp for seks-syv år siden, og som han meget rammende fortæller, ”så har han ikke rigtig hørt så meget til ham siden da”.

- Det er jo imponerende, det han render og laver i øjeblikket. Han lå jo ikke særlig højt rangeret for et par uger siden, og lige pludselig går han ind og vinder en turnering på græs, hvor han slår verdensetteren Daniil Medvedev. Og så vinder han de to første runder ved Wimbledon, så for ham er det jo exceptionelt.

Hvordan kan det ske?

- Han lå nummer 205 inden sejrene i Holland, så han er jo stadig en god spiller. Det skal vi lige huske. Det er ikke, fordi han ikke har kunnet spille tennis. Men når man måske lige rammer den rigtige taktik på græsset og har noget selvtillid, så kan det begynde at klikke.

Nu er spørgsmålet så bare, hvor længe det fortsætter med at klikke for den 25-årige komet.

Jeg bliver jo nødt til at være enig?

I tredje runde står van Rijthoven over for verdensranglistens nummer 26, georgiske Nikoloz Basilashvili, og resulterer det også i en sejr, løber hollænderen efter alt at dømme ind i den absolutte Wimbledon-favorit, Novak Djokovic.

Men Reilly Opelka har jo spået ham til at blive den nye verdensetter, og hvis man vil være det, skal man jo slå Djokovic.

Og når man spørger Tim van Rijthoven ind til Opelkas kommentar, er svaret klart. Dog leveret med et stort smil:

- Jeg bliver nødt til at være enig med ham.

Og hvem ved? Måske bliver han den nye Tim Henman - bare med et andet pas. Godt nok nåede Henman 'blot' op som nummer fire i verden, men det vil nok også gøre det for van Rijthoven.