Tårevædet fanfavorit dedikerer stor sejr til afdød bedstemor

Engelske Katie Boulter var yderst rørt efter sin Wimbledon-sejr over Karolína Plíšková, som hun dedikerede til sin nyligt afdøde bedstemor.

"Come on!"

Sådan lød det højlydt fra Katie Boulter, da hun torsdag eftermiddag sikrede sig tredje sæt og dermed sejren mod Karolína Plíšková på Centre Court ved Wimbledon.

Dén sejr betød helt tydeligt alverden for den 25-årige englænder. Ikke bare fordi det var hendes første sejr på ikoniske Centre Court. Ikke bare fordi hun for første gang nogensinde er klar til tredje runde ved en Grand Slam-turnering. Og ikke bare fordi at sejren er den største i hendes karriere.

Men især fordi Katie Boulters bedstemor gik bort for bare to dage siden.

- Åh gud, nu bliver jeg følelsesladet.

- Min bedstemor gik bort for to dage siden. Så jeg vil bare gerne dedikere den her sejr til hende, sagde Katie Boulter i sejrsinterviewet på banen på Centre Court, inden tårerne tog over og hun måtte stoppe sit svar.

Publikum på den fuldsatte Centre Court kvitterende med en rørende lang klapsalve.

Største sejr i karrieren

Katie Boulter har haft et hårdt år præget af skader og sygdom, så at hun lige nu blomstrer så voldsomt ved verdens største tennisturnering, overrasker de fleste.

Englænderen er blot nummer 118 på verdensranglisten, mens torsdagens modstander, Karolína Plíšková, er nummer syv i verden.

Alligevel var det Boulter, der efter at have tabt første sæt, leverede et fornemt comeback og spillede sig videre til tredje runde ved Wimbledon med cifrene 3-6, 7-6 og 6-4.

- Åh, gud. Jeg har absolut ingen ord lige nu. Jeg ryster bogstaveligt talt. Publikum var helt utrolige, så mange tak til dem for at få mig igennem det her, sagde Katie Boulter i det efterfølgende vinderinterview og fortsatte:

- Ærligt talt, så er det en drøm, der bliver til virkelighed for mig. Jeg har forhåbentlig mange flere kampe, jeg skal spille, og hvis jeg kan have jer (publikum, red.) med mig, så kan jeg forhåbentlig gå langt. Så tusinde tak.

I næste runde skal Katie Boulter møde franske Harmony Tan, der slog Serena Williams ud af turneringen.

Se Wimbledon på TV 2 PLAY.