På det mest utænkelige tidspunkt har hun opnået karrierens største kamp

Tatjana Maria havde sendt sine børn til pasning i London, da hun spillede sig i 16/1-finalen ved en Grand Slam-turnering for første gang i karrieren.

Hun er 34 år og 229 dage gammel. Mor til to. Og den ældste kvinde, der stadig er med ved årets Wimbledon.

Hun er nummer 103 i verden og deltager ved sit tiende Wimbledon.

Tyske Tatjana Maria har med andre ord mange år på bagen, men alligevel er det, som om brikkerne først for alvor falder på plads nu.

Fredag eftermiddag på Court 2 hvilede Wimbledons øjne på Maria, der leverede en gedigen overraskelse og besejrede verdensranglistens nummer fem, Maria Sakkari.

Til uendelig stor glæde for tyskeren selv.

- Det her føles fantastisk. Det er i sig selv fantastisk, at jeg for første gang er blandt de sidste 16 ved en Grand Slam.

- Det er fedt at vinde over en som Maria Sakkari. Det gør mig glad, at jeg spillede en god kamp fra start til slut, lød det fra en næsten overvældet Tatjana Maria foran pressen.

Og søndag står hun så over for karrierens største kamp, da hun for første gang er klar til en fjerderundekamp ved en Grand Slam.

I en alder af 34 år. Og som den ældste tyske kvinde nogensinde.

Tennis er i sig selv en fascinerende sport.

Mor til to

Søndag møder Maria, der er én af tre mødre ved Wimbledon sammen med Serena Williams og Yanina Wickmayer, der dog begge to er røget ud af turneringen, den lettiske hardhitter Jelena Ostapenko, som er seedet 12’er.

En kamp, hun har tilspillet sig med stor støtte på hjemmefronten.

Jeg har ikke ord for det. Kun lykke og glæde

Tatjana Maria

Under fredagens sejr sad Marias mand og træner, tidligere tennisspiller Charles-Edouard Maria, på tilskuerpladserne og fulgte med.

Det gjorde tyskerens børn dog ikke. Otteårige Charlotte og etårige Cecilia var nemlig blevet sendt til lokal børnepasning et sted i Londons gader.

- Jeg er sikker på, de hopper rundt foran et fjernsyn, fortalte hun nede på banen efter sejren.

- Jeg er her for første gang med mine to børn. Jeg er glad for at være med i hovedturneringen, og det her sted er helt specielt for mig. Jeg elsker Wimbledon, og at det her kan lade sig gøre sammen med min familie, har jeg ikke ord for. Kun lykke og glæde, siger Maria, der er den eneste tilbageværende mor i kvindernes singleturnering.

To 250-titler i karrieren

Marias bedste placering på verdensranglisten er som nummer 46, men den merit ligger efterhånden en del år tilbage. Det var nemlig i 2017, da hun var 29 år gammel.

Maria har tidligere fortalt, at det har gjort hende til en bedre spiller at få børn, og det viser de seneste år meget godt.

I 2015, da Marias første barn var et år gammelt, nåede hun til tredje runde af Wimbledon, hvilket var hendes bedste præstation ind til i år. I 2018 blev det til karrierens første titel med ATP 250-triumfen i Mallorca.

Og tidligere i år blev det til karrierens anden titel, da hun vandt 250-turneringen i Bogota.

Så trods sin placering som nummer 103 er tyskeren selvsagt ikke ueffen på en tennisbane, men muligheden for at spille sig i en Wimbledon-kvartfinale overgår alligevel alt det, hun har præsteret, siden hun stemplede ind i kvindernes top-500 i 2004 som 17-årig.