Wimbledon

Stedet her gjorde karrieren komplet, og ti år efter er følelsen stadig genial

For ti år siden vandt Frederik Løchte Nielsen Wimbledon med sin doublemakker, og i den anledning er danskeren i år med i en invitationsturnering.

Han er tilbage på balkonen, hvor han for ti år siden løbende satte ord på karrierens største triumf.

På balkonen, hvor alverdens medier nysgerrigt stiller spørgsmål til udøverne efter kampene, og hvor han kan stå og nyde udsigten ud over Wimbledons mytiske baner.

Omringet af de mange, smukke græsbaner kan han se det enorme Center Court, der brager op og stjæler opmærksomheden.

Det var her, Frederik Løchte Nielsen i 2012 skrev tennishistorie ved at vinde herrernes doubleturnering med sin britiske makker Jonathan Marray. Som wildcard-spillere.

Nu er han tilbage, ti år efter den utrolige sejr, for at spille en invitationsturnering mod andre historiske tennisspillere.

Wimbledon-triumfen betød jo, at jeg kunne forlænge min karriere

Frederik Løchte Nielsen

Danskeren er sammen med sin britiske makker blevet inviteret af Wimbledon-arrangørerne til at spille en håndfuld kampe på nogle af anlæggets fine baner, og det er godt tegn på, at Løchte har fået en flot plads i Wimbledons historiebøger.

- Det er genialt at være tilbage her ti år efter triumfen. Det sætter jeg utrolig meget pris på, fortæller Frederik Løchte Nielsen til TV 2 SPORT, der møder den 38-årige dansker ved Wimbledon.

Sejren gjorde tennisoplevelsen komplet

Han lægger ikke skjul på, at han i dette øjeblik befinder sig lige præcis det sted, der endte med at blive skelsættende for hele karrieren.

- Det er klart, at det betyder noget særligt at være her. Det er her, jeg havde min største oplevelse som tennisspiller, og så er Wimbledon jo bare verdens største sted for tennis. At få lov til at komme tilbage er særligt, og at være en mikroskopisk del af historikken er megasjovt.

- Wimbledon-triumfen betød jo, at jeg kunne forlænge min karriere, fordi jeg fik muligheden for at spille Grand Slams bagefter. Det gav mig en kæmpeoplevelse og en titel, og så gav det mig muligheden for på tæt hold at opleve alle de store turneringer, som jeg ikke havde forventet at opleve, fordi min rangering røg op. Sejren åbnede en masse døre, der gjorde min oplevelse med tennis komplet.

Løchte og makkeren kom med til Wimbledon i 2012 på et wildcard, og den sensationelle sejr skabte selvsagt genlyd i tennisverdenen.

Både i Danmark, der havde fået sin første Wimbledon-vinder i seniorrækkerne, men også i England, hvor Marray blev den første brite i 76 år til at løfte herrernes double-trofæ.

- De fik Storbritannien til at se double for første gang i 76 år, lød det blandt andet i The Guardian.

På vejen mod triumfen besejrede den dansk/engelske double det legendarisk brødrepar fra USA, Bob og Mike Bryan.

De amerikanske tvillingebrødre, som Løchte og Marray møder igen i årets invitationsturnering, er historiens mest succesfulde herredouble med mere end 9 år på verdensranglistens førsteplads og hele 16 Grand Slam-titler.

"Hvor kommer de gutter fra?"

Så det var altså ikke hvem som helst, der blev besejret på vej mod Wimbledon-sejren, og danskeren husker godt, hvordan han og makkeren blev mere og mere populære gennem de to uger.

- Vi var meget anonyme i de første mange kampe, fordi vi spillede på de små baner, men da vi så kom til kvartfinalen, begyndte opbakningen at komme.

- Derfra kunne jeg godt mærke, at tilskuerne havde fået øjnene op for, hvad der var ved at ske. Hvor kommer de gutter fra? Det var jo en meget sjov historie for dem, og der var en brite med i parret, så jeg følte, vi havde god support.

Nøglen til succesen var ifølge Løchte, at han og makkeren lynhurtigt blev gode venner.

- Vi havde det skidegodt fra starten og kom godt ud af det med hinanden. Vi var meget afslappede og i stand til at kultivere hinandens bedste sider, så vi kunne være de personer, vi allerhelst ville.

Dét, kombineret med en stor ydmyghed, blev den perfekte cocktail for Løchte og Marray.

- Dengang vidste jeg jo godt, at det muligvis var den eneste gang, jeg ville få lov til at spille Wimbledon, så jeg malkede det fuldstændigt.

- Det var én lang oplevelse af, at en drengedrøm gik i oplevelse. Både det at spille, men også det faktum, at det blev sjovere og sjovere i løbet af turneringen. Så det var én stor og glad oplevelse, hvor alle mine drømme gik i opfyldelse.

Hvor meget skal jeg trykke på speederen?

Løchte pensionerede først sig sig selv tidligere på året, så den 38-årige dansker er bestemt i en god forfatning gående ind til årets Wimbledon-kampe.

Sammen med makkeren er han garanteret tre kampe, og her møder de som nævnt den legendariske herredouble med Bryan-brødrene.

Men der venter i den grad også modstand, der får Løchte til at smile bredt. Chilenske Fernando Gonzalez på 41 år og franske Sébastian Grosjean på 44 er nemlig teamet up, og deres meritter kan man kun lette på hatten over.

Gonzalez nåede som singlespiller at ligge nummer fem i verden, mens Grosjean var oppe som nummer fire.

- Det er jo en enestående mulighed for mig for at spille mod nogle spillere, jeg ikke havde muligheden for at spille imod i min karriere. Det er legender, der var på et meget højere niveau end mig.

- Så det bliver skideskægt at dele bane med dem. Og så får man muligheden for at spille på de store baner herude, og det er jo sjovt.

Det tredje og sidste par, som Løchte og Marray skal møde, er også legender på Wimbledons anlæg. Parret består af luxembourgske Gilles Müller, der sensationelt besejrede Rafael Nadal ved Wimbledon i 2017, og østrigske Jürgen Melzer, der vandt doubleturneringen i 2010.

Man kommer med andre ord ikke sovende til sejrene, selvom det er en invitationsturnering, så danskeren er spændt på at se, hvad der egentlig kommer til at ske ude på banen.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg har af forventninger. Jeg ved ikke helt, hvor meget man trykker på speederen, men som jeg kan forstå det, så spiller man for at vinde, og det glæder jeg mig til, siger Løchte.

Og netop parret med Müller og Melzer bliver første modstand for Løchte og Marray, når de spiller kamp tre på Court 18 tirsdag.

Kampen kan ses på TV 2 PLAY fra cirka klokken 16.