Stjerne trækker overskrifter igen: - Jeg gør, hvad jeg vil
Nick Kyrgios gør, hvad han vil, lod han forstå, da han blev spurgt ind til sine røde sneakers og kasket.
Selv på en dag, hvor Nick Kyrgios opførte sig sjældent eksemplarisk på banen, kunne den 27-årige australier alligevel ikke lade være med at stikke til arrangørerne og Wimbledons hvide dress code.
Den iltre tennisspiller er hidtil blevet idømt to bøder ved græsturneringen i London. Han kan nu muligvis se frem til en tredje for at iføre sig røde sneakers efter kampen mod Brandon Nakashima på Centre Court mandag.
Kyrgios spillede, som Wimbledons regler foreskriver, i hvide sko under kampen, men efter sejren i fem sæt over amerikanske Nakashima skiftede han til sine røde sneakers, ligesom han iførte sig en rød kasket, mens han blev interviewet på banen.
Kan bare godt lide sine sko
Da han bagefter blev spurgt om, hvorfor han bevidst havde brudt reglen om, at spillere skal være iført udelukkende hvidt på banen, svarede han:
- Fordi jeg gør, hvad jeg vil.
Adspurgt om han føler sig hævet over reglerne, tilføjede han:
- Nej, jeg er ikke hævet over reglerne. Jeg kan bare godt lide at have mine Jordans (Michael Jordan-basketballsko fra Nike, red.) på. Det er okay. Jeg tager nogle Triple Whites (navnet på udelukkende hvide sneakers, red.) på i morgen.
Efter mandagens sejr på 4-6, 6-4, 7-6, 3-6, 6-2 over Brandon Nakashima er Nick Kyrgios for første gang siden 2015 i en Grand Slam-kvartfinale. Det er første gang siden 2014, han er i kvartfinalen ved Wimbledon.
Her skal han møde chileneren Cristian Garin i en kamp, der spilles onsdag.
Kyrgios, der rangerer som nummer 40 i verden, er under dette års Wimbledon blevet idømt to bøder på i alt 14.000 dollar svarende til cirka 99.600 kroner. Én bøde for at spytte mod en fan efter første runde og en anden for at bande i kampen i tredje runde mod Stefanos Tsitsipas.