Wimbledon

Først da noget vigtigere var slut, sad de klar til at elske deres bedste spiller

26-årige Cameron Norrie fra England skulle kæmpe for kærligheden, men da triumfen var i hus, herskede der ikke længere tvivl.

Henman Hill. Opkaldt efter den legendariske, britiske tennisspiller Tim Henman. I folkemunde også kaldt Murray Mountain efter Andy Murrays gyldne år.

Området, det handler om, er en stor bakke inde på Wimbledons anlæg, hvor tusindvis af tennisfans samles foran en storskærm, der sidder på ydersiden af Court 1.

Her mødes alle de folk, der ikke har fået fingrene i de eftertragtede og svimlende dyre billetter til Centre Court eller Court 1.

Tirsdag eftermiddag skinnede solen på de tennistossede fans, og scenen var i den grad sat til en elektrisk oplevelse.

Folk var mødt talstærkt op, og på skærmen skulle de vidne Storbritanniens bedste herrespiller, verdensranglistens nummer 12, Cameron Norrie, der var på jagt efter sin første Grand Slam-semifinale.

Og på jagt efter at blive den første brite i en Wimbledon-semifinale siden Andy Murray i 2016.

Noget vigtigere var i gang

Norrie var klar til at lade sig elske af sit hjemland, men de var ikke helt klar til at elske ham. Endnu.

For da den historiske kamp set med Norries briller blev sat i gang, udspillede sig et nervepirrende drama inde på Centre Court. Den store arena ved siden af Court 1.

Jeg bor lige rundt om hjørnet, så det er meget specielt

Cameron Norrie

Og på storskærmen foran Henman Hill var der livebilleder fra begge kampe, og der var ingen tvivl om, hvad publikum helst ville have de sene eftermiddagstimer denne tirsdag.

Verdensstjernen Novak Djokovic var på vej til at vende truende 0-2 i sæt mod Jannik Sinner, og dén kamp havde i høj grad folks opmærksomhed.

Når Norrie lavede noget godt, var der musestille, og hver gang Djokovic spillede sig tættere på semifinalen, steg decibelniveauet på den ikoniske bakke.

I ren Djokovic-stil fik verdensstjernen vendt kampen, naturligvis, og han spillede sig i semifinalen efter en underholdende sejr med sætcifrene 3-2 over det italienske stjerneskud.

Jubel for serberen, og fokus på englænderen.

Norrie er ikke Murray eller Raducanu

For nu var folkets fokus rettet mod Norrie, der vel at mærke kunne øjne en semifinale mod netop Djokovic. Det krævede bare en sejr over belgiske David Goffin.

I taxaerne i London, når snakken falder på tennis og Wimbledon, plaprer chaufførerne gerne løs om Emma Raducanu og Andy Murray.

Deres to elskede stjerner, men ingen siger det store om 26-årige Cameron Norrie, der lidt under radaren har spillet sig helt op i toppen af verdenseliten de seneste par år.

Og det er også den følelse, man får på Henman Hill. Cameron Norrie skal virkelig kæmpe for kærligheden, mens Murray og Raducanu tidligere i turneringen fik den i massevis. Ved hvert eneste point.

Norrie får kun kærligheden ved de helt store point.

"Han er jo det bedste, vi har"

Men det er nok bare fortællingen om manden, der ikke gør det store væsen ud af sig. Manden, der er født i Sydafrika, og som stadig ikke har leveret det store Grand Slam-resultat.

- Han er vel lidt en mand, der har fået det maksimale ud af sit potentiale, sagde en mand spørgende til sin kammerat, mens de stod i kø til de populære alkoholiserede Pimm's.

En drink til 100 kroner stykket, som briterne er pjattede med, og som indrammer Wimbledon-stemningen.

Norrie var netop kommet bagud 1-2 i sæt, men vennen bed ikke på. Heldigvis, kan man sige i bagklogskabens klare lys.

- Ja, måske, men han er jo stadig den bedste, vi har lige nu.

Og det var, som om briterne på Henman Hill i løbet af den godt fire timer lange kamp indså det faktum.

Måske var alkoholindtaget også ved at nå det vanlige britiske niveau, men da Norrie bragte sig på 2-2 i sæt, skete der noget på det mytiske anlæg.

Jublen brød løs, og storskærmsstemningen begyndte at ligne noget.

Norrie havde fået folket med sig, publikums bevågenhed hvilede på briten, og som femte og afgørende sæt skred frem, blev det hele vildere og vildere.

- Come on, Cam! skreg folk i kor.

Ekstasen var fuldendt

Norrie fik brudt til 6-5, briterne øjnede en historisk semifinale, og da hovedpersonen sikrede sig sejren tidligt på aftenen, var ekstasen fuldendt.

Her opstod et moment, hvor Norrie nok for alvor bed sig fast i briternes bevidsthed:

Henman Hill ved Wimbledon brød ud i jubel, da britiske Cameron Norrie spillede sig i semifinalen. Video: Nicolai Dvinge

Jublen fra de fremmødte blev dog endnu vildere få momenter senere. Norrie kunne ikke finde ordene, og tårerne trillede ned ad kinderne, da han på banen skulle sætte ord på oplevelsen.

Det havde han svært ved, men da TV 2 SPORT fangede ham en time efter triumfen, var han i stand til at sætte lidt flere ord på oplevelsen.

- Det er rimelig vildt at være blandt de sidste fire. Især at gøre det her, for jeg bor lige rundt om hjørnet, så det er meget specielt, og atmosfæren i dag var utrolig.

- Jeg er lidt i vantro i øjeblikket med alle de folk, der stadig bliver her og jubler, så jeg er meget glad, forklarede den lykkelige brite.

Norrie Knoll?

Meget skete med det britiske publikum på de små fire timer, og da sejren var i land, var humøret i stand.

Henman Hill. Murray Mountain. Og snart bliver det måske Norrie Knoll, som en gæv gut grinte af på vej væk fra anlægget.

- Jeg ved ikke en gang, hvad det betyder, men at folk bare overhovedet går og snakker om at opkalde det her legendariske sted efter mig, er jo for sindssygt, lød Norries svar til den idé.

I semifinalen venter Novak Djokovic, og hvis Norrie formår at vinde det brag, vil der nok ikke længere være den mindste tvivl om, at Norrie bliver et britisk folkeklenodie.