Midt i al dramaet leverer udskældt stjerne karrierens største sejr

Nick Kyrgios er i en alder af 27 år klar til karrierens første Grand Slam-semifinale efter en sejr over Cristian Garin.

Wimbledon har for australske Nick Kyrgios handlet om så meget mere end tennis.

Spytklatter mod tilskuere, skænderier med dommere, hyggetræning med sin kæreste og en historisk hadsk kamp mod Stefanos Tsitsipas.

Den kontroversielle stjerne har været meget i vælten, men han har i den grad ladet ketsjeren tale, for nu er han klar til sin første Wimbledon-semifinale i karrieren. Ja, faktisk er det australierens første Grand Slam-semifinale nogensinde.

Nick Kyrgios 3 - 0 Cristian Garin

  • 1. sæt: 6-4
  • 2. sæt: 6-3
  • 3. sæt: 7-6

Kyrgios har sjældent været favoritten på de store arenaer, men det var han denne onsdag.

Og det havde han svært ved at kapere i starten.

Kom tilbage fra elendig start

Chileneren, der har meget begrænset græstræning i karrieren, snuppede kampens otte første point. 2-0 i partier, og Court 1 forstod det ikke.

Måske er Kyrgios udskældt, men han har tilsyneladende enorm opbakning i det engelske, og de forventningsfulde fans havde forventet meget mere af showmanden.

Kyrgios stemplede dog hurtigt ind, og da han brød tilbage til 3-3, fik australieren stående ovationer.

- Oh, Jesus, lød det imponeret fra tilskuerpladserne, da Kyrgios leverede sit fjerde servees i kampen til at bringe sig foran 4-3.

Garin havde ikke en chance, da Kyrgios slog en bold helt ned langs stregen. Video: TV 2 Sport

Og selvom chileneren, der er nummer 43 i verden, ingen serveesser havde i sig, holdt han kampen helt lige.

Frustrationerne væltede ud af Kyrgios, men det var, som om han fandt ind til det, der fungerer. Sammenspillet med sit team, som han konstant råber til på godt og ondt.

”Let’s go”, lød det, da han kom på 15-0 i Garins serveparti ved 5-4, og her holdt Kyrgios hovedet koldt partiet ud og fik brudt til 6-4.

Australieren tog det gode spil med ind i andet sæt, hvor især hans redning til 3-1 var værd at bemærke.

Garin lignede en mand med 'upper hand', men Kyrgios' håndled fik ham hurtig ned igen. Video: TV 2 Sport

Det feststemte publikum på Court 1 havde svært ved at respektere reglerne, da tilråbene mod spillerne tog til. Og især mod Kyrgios.

Et larmende publikum

Han skulle forholde sig til larm både kort før sine server og midt i duellerne, og halvvejs i andet sæt blev kampens overdommer nødt til at sætte folket på plads.

”Quiet Please”, og tilskuerne jublede løs efter den bestemte reprimande fra dommeren.

Jublen satte sig også på Kyrgios' læber, for han begyndte at ligne en mand, der havde det rigtig sjovt. Og det havde han selvsagt også.

Serverne sad, hvor de skulle, og de store slag løb ned langs linjerne. Kyrgios var i hopla, og med sit tiende servees i kampen sikrede han sig andet sæt.

Cristian Garin kunne igen bare se til, da Nick Kyrgios fyrede en serv ned ad linjen. Video: TV 2 Sport

Den australske stjerne havde fart på, og man skulle næsten tro, han havde travlt med at komme hjem, for efter halvanden times spil var de allerede godt i gang med tredje sæt.

Men måske fik Kyrgios lige lovligt travlt. For i tredje sæts sjette parti opstod fejlene, og vreden fik frit løb.

- Hvorfor larmer de så meget? Hvorfor giver du Garin lov til at kalde en challenge på den?

Historisk godt fokus

De frustrerende spørgsmål kom fra australierens mund og var rettet mod dommeren. Han fik dog kanaliseret energien ned i sin ketsjer, overlevede to breakbolde og holdt sit serveparti. 3-3

Servepartierne blev holdt sættet ud, og derfor skulle det afgøres i tiebreak.

Med verdens mindste bevægelse sendte Kyrgios kvartfinalen ud i en tiebreak. Video: TV 2 Sport

Trods flere mini-breaks frem og tilbage lykkedes det Kyrgios at afgøre kampen i tre sæt. Han havde svært ved selv at forstå det, da han lå i græsset med ketsjeren ved sin side.

Efter kampen satte han sig på sin stol og stirede i græsset i flere minutter. Store følelser fra en historisk badboy.

Da han endelige rejste sig, var det til store jubelbrøl. Og de fortsatte, da han satte ord på sejren:

- Jeg troede ærlig talt ikke, jeg nogensinde ville stå i en Grand Slam-semifinale. Jeg troede, at båden var sejlet. Så jeg er meget stolt.

Kyrgios har de seneste kampe fundet ind til et historisk godt fokus, og det kulminerende i dette opgør, for på mere end to timers tennis prøvede han sig ikke med én eneste underhåndsserv.

Nærmest sensationelt.

Australieren har seks ATP-titler i karrieren. Tre på 500-niveau og tre på 250-niveau, mens hans bedste Grand Slam-resultat inden dagens kamp var kvartfinalenederlag ved henholdsvis Wimbledon og Australian Open.