Nadal trækker sig fra Wimbledon-semifinale

En trist Rafael Nadal har taget den svære beslutning, fordi han er for hæmmet af sin maveskade.

Den kontroversielle australier Nick Kyrgios er i Wimbledon-finalen.

Det er han, fordi hans modstander, Rafael Nadal, torsdag aften har trukket sig fra den længe ventede semifinale mellem de to modsætninger på All England Clubs græstæppe.

Årsagen er en maveskade, som den 36-årige spanier har døjet med i turneringen, og som han fik behandling for i semifinalen mod Taylor Fritz onsdag.

- Jeg tog beslutningen, fordi jeg ikke tror på, jeg kan vinde to kampe (semifinalen og finalen, red.). Jeg kan ikke lave den rigtige bevægelse med henblik på at serve, siger Nadal på pressemødet.

Dermed kan tennisfans kun glæde sig til én singlekamp fredag, når Novak Djokovic spiller mod hele Storbritanniens favorit, Cameron Norrie. Det er klokken 14.30 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Ked af det

Rafael Nadal tilføjer, at han er ked af det over, at han ikke kan spille mere, men at han blev nødt til at tage den rationelle beslutning.

- Glæde er vigtigere for mig end nogen som helst titel. Jeg kan ikke risikere at skulle sidde ude i to-tre måneder. Det giver ikke mening at fortsætte her, fordi skaden vil blive værre.

Den ærgerlige nyhed kommer ikke som et stort chok, da han allerede efter maratonsemifinalen, der varede 4 timer og 21 minutter, såede tvivl om sin deltagelse i semifinalen.

Det rigtige at færdiggøre kvartfinale

Han fortryder dog ikke, at han spillede den lange femsætskamp til ende.

- Det var den rigtige beslutning at spille kampen færdig mod Taylor Fritz. Jeg følte, det var det rigtige. Jeg ville ikke trække mig midt i en kvartfinale. Jeg er stolt over sejren, og i dag har jeg så taget en beslutning på grund af mit helbred.

- Jeg har haft smerte i maveregionen i en uge, men i går (onsdag, red.), da jeg servede på et tidspunkt, begyndte det at blive værre.

Han forventer at være ude med skaden i to til tre uger, og allerede om en uge tror han på, at han vil være på tennisbanen for at øve sine baglinjeslag. Problemet var, han ikke kunne serve tilstrækkeligt grundet smerterne.

- Jeg håber, at tre-fire ugers pause kan gøre, at jeg kan fortsætte med at følge min kalender.

Dermed forventer han at spille US Open, der starter i slutningen af august mĂĄned.