Wimbledon

Djokovic vinder finale over frustreret Kyrgios

Novak Djokovic fik en dårlig start, men kom tilbage og vandt Wimbledon igen, igen, igen, igen. Finalen var præget af stor utilfredshed fra Kyrgios.

Novak Djokovic 3 - 1 Nick Kyrgios

  • 1. sæt: 4-6
  • 2. sæt: 6-3
  • 3. sæt: 6-4
  • 4. sæt: 7-6

// Ritzau

For fjerde gang i træk og syvende gang i karrieren kunne den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic søndag løfte Wimbledon-trofæet.

Djokovic formåede at holde hovedet koldt i finalen mod den temperamentsfulde og ekstremt verbale australier Nick Kyrgios. Djokovic tog sejren med cifrene 4-6, 6-3, 6-4, 7-6.

Dermed er den 35-årige serber kun en enkelt titel fra at tangere Roger Federers rekord på otte titler i grand slam-turneringen på Londons græs.

Djokovic er nu oppe på 21 grand slam-titler i karrieren, hvilket er én mere end selv samme Federer og en enkelt mindre end rekordholder Rafael Nadal.

Kyrgios stod i sin første grand slam-finale i karrieren, og selv om han kom godt fra land, endte hans temperament også som så ofte før med at stjæle fokus - også fra ham selv.

Australieren råbte og skreg ad sin boks, da andet sæt var ovre. Video: TV 2 SPORT

Allerede i sit første serveparti diskede flamboyante Kyrgios op med en af sine omdiskuterede underhåndsserver. Djokovic straffede den, men den undertippede australier var godt spillende fra start.

Djokovic fik ikke en eneste breakbold i hele første sæt, så Kyrgios' break til 3-2 var nok til at give ham sættet.

Frustrationer indfandt sig

Den seksdobbelte mester vidste dog godt, hvordan han skulle komme tilbage i kampen. Hans bedre fysik skulle i spil med nogle længere dueller, så frustrationerne også kunne komme ind hos Kyrgios. Og det virkede.

Djokovic gjorde duellerne lange, og da han fik brudt australieren til 3-1, begyndte frustrationerne også at indfinde sig hos australieren.

Mens Nick Kyrgios stod og råbte til sin boks, holdt Novak Djokovic hovedet koldt. Video: TV 2 SPORT

Kyrgios brokkede sig mere og mere op til sin egen boks. Da han misbrugte fire breakbolde for at holde sig i sættet, kom vreden frem. I stedet tog serberen sættet på sin første sætbold kort efter.

Spørgsmålet var nu, om temperamentsfulde Kyrgios kunne parkere frustrationerne fra andet sæt. Det balancerede på vippen i tredje sæts første serveparti, men han fik afværget to breakbolde og kom dermed godt fra land.

Han brugte dog fortsat enorme ressourcer på at brokke sig til sin egen boks, og da han smed 40-0 i egen serv og blev brudt til 4-5, fik hans følge en gedigen skideballe for hans eget koncentrationssvigt.

Kyrgios modtog også en advarsel undervejs for at brokke sig til dommeren over en kvindelig tilskuer, som ifølge australieren var beruset og blev ved med at forstyrre ham.

Ifølge Kyrgios havde hun formentlig drukket "700 drinks", lod han stigedommeren forstå.

Han fik dog samlet sig selv op, og især i kraft af sine gode server var han fuldstændig med i et fjerde sæt, der ikke bød på en eneste breakbold.

Australieren fik bedre styr på blandt andet sit servespil i fjerde sæt. Video: TV 2 SPORT

Sættet måtte afgøres i tiebreak, og her mistede Kyrgios igen fokus. Djokovic udnyttede det kynisk, vandt sikkert med 7-3 på sin tredje matchbold og kunne lade sig hylde for syvende gang i karrieren.