Tennis

Holger Rune taber syvende kamp i træk

Den danske tennisspiller vandt første sæt, men siden gik det galt mod Bernabe Zapata Miralles i Umag.

Det begyndte så godt, men tennisspilleren Holger Rune må konstatere, at han ikke formåede at bryde sin dårlige stime, da han onsdag trådte ind i ottendedelsfinalerne ved grusturneringen Croatia Open i Umag.

Den 19-årige dansker tabte med cifrene 6-3, 3-6, 2-6 til spanieren Bernabe Zapata Miralles, som er verdensranglistens nummer 82.

Holger Rune skulle i kampen i Kroatien forsøge at bryde en statistik på seks nederlag på stribe, siden han tidligere i år først tabte i kvartfinalen ved grand slam-turneringen French Open i Paris.

Den tredjeseedede dansker, der er verdens nummer 27 og var oversidder i første runde i Umag, havde vundet det hidtil eneste indbyrdes opgør mod Bernabe Zapata Miralles, en kamp som blev spillet indendørs med hardcourt som underlag.

I den kamp, som blev spillet i Metz sidste år, vandt Holger Rune 6-0, 6-0, men det hører med til historien, at spanieren var plaget af en skade undervejs i den kamp.

Godt dansk første sæt

Så let gik det ikke onsdag i Umag. Men Holger Rune kom alligevel blæsende fra start. Han vandt de første ti dueller i kampen, inden han lavede en dobbeltfejl.

Det skaffede blandt andet danskeren et rent servegennembrud til 2-0.

Først i kampens fjerde parti fik Bernabe Zapata Miralles vundet en duel med egen ketsjer. Det lykkedes ham at sikre sig partiet og reducere til 1-3.

Holger Rune havde et godt overtag i spillet med baghånden, og foran 4-1 havde han to breakbolde. Men spanieren undgik endnu et servegennembrud.

I det efterfølgende parti kom danskeren for første gang i problemer i egen serv, da han var nede med en breakbold. Men Holger Rune vandt tre dueller i træk og sikrede en 5-2-føring.

Heriblandt med en veltimet stopbold, som Bernabe Zapata Miralles ikke kunne nå frem til, og det fik den 25-årige spanier til frustreret at kaste ketsjeren ned i det røde grus.

Han befandt sig ikke godt, når spillet foregik ved nettet, men foretrak at holde sig ved baglinjen.

Foran 5-3 sikrede Holger Rune sig to sætbolde, og på den første leverede han et servees på en andenserv.

Dansk kollaps

Danskeren så ud til at gentage kunststykket fra første sæt, da han i andet sæts første parti bragte sig foran 40-0 i modstanderens serv. Men Bernabe Zapata Miralles afværgede alle tre breakbolde og siden yderligere én i partiet, som han vandt.

Spanieren tiltvang sig en breakbold foran 3-2 i andet sæt, men Holger Rune afværgede og fik udlignet.

Bernabe Zapata Miralles havde imidlertid bidt sig fast, og efter en dobbeltfejl af Holger Rune brød spanieren til 5-3, hvorefter han sikkert servede sættet i hus.

Danske Holger Rune formåede ikke at bryde sin dårlige stime, da han tabte i Umag. Video: TV 2 SPORT

Spanieren fortsatte med at have overtaget i tredje sæt, hvor han med to servegennembrud bragte sig foran 3-0.

Holger Rune vandt herefter to partier i træk, men det var en stakket frist, og danskeren led endnu et nederlag.