Tauson ydmyget i første runde

Clara Tauson løb ind i en øretæve mod Andrea Petkovic i USA.

Clara Tausons første singlekamp siden Wimbledon blev ikke nogen spillemæssig succes.

Danskeren tabte til verdens nummer 68, Andrea Petkovic, i første runde ved WTA 250-turneringen i Washington.

Clara Tauson 0-2 Andrea Petkovic

  • 1. sæt: 2-6
  • 2. sæt: 2-6

Tauson kan til gengæld glæde sig over, at hun kom igennem kampen uden at trække sig med en skade. Ved Wimbledon i slutningen af juni måtte hun opgive at spille efter bare fem partier.

Tyske Petkovic møder Rebecca Marino i anden runde.

Sådan forløb kampen

/Ritzau

Første sæt i kampen mod Andrea Petkovic blev en rutsjebanetur for ottendeseedede Clara Tauson, men desværre gik det mest ned ad bakke for danskeren.

Hun kom bagud 0-2, brød tilbage og kom på 2-2, inden Andrea Petkovic med fire partier på stribe sikrede sætsejren.

Danskeren havde svært ved at styre sin frustration, når hun enten sendte bolden i nettet eller ud af banen, og det mønster fortsatte i andet sæt.

Tæt på stor ydmygelse

34-årige Andrea Petkovic brød til 2-0 efter en medrivende duel, som hun afsluttede ved at flugte bolden forbi Clara Tauson.

Der var tydelig forskel på spillernes selvtillid, for mens Andrea Petkovic sprudlede mere og mere, fremstod Clara Tauson mere og mere modløs, fordi hun ikke kunne få sit spil til at køre.

Sættets fjerde parti rammede hele kampen ind. Bagud 0-3 i sættet servede Clara Tauson sig foran 40-0 i partiet, men efter en dobbeltfejl af danskeren, en netruller af Petkovic og til sidst et vinderslag af tyskeren, stod det 40-40.

Herefter fulgte endnu en dobbeltfejl af Clara Tauson, inden Petkovic bragte sig foran 4-0.

Clara Tauson afværgede et såkaldt æg, da hun med et rent serveparti reducerede til 1-5, men det så ud til at være en stakket frist, da Andrea Petkovic bragte sig foran 40-0 i egen serv og skaffede sig tre matchbolde.

En blanding af dansk fight og tysk gavebod med blandt andet to dobbeltfejl skaffede imidlertid Clara Tauson sit første servegennembrud i andet sæt, og hun fik reduceret til 2-5.

Herefter blev hun brudt rent og tabte således kampen.