Tennis

Tauson vinder endelig igen

Clara Tauson har for første gang i fem måneder vundet en tenniskamp, efter hun det seneste halve år har døjet meget med skader.

Den danske tennisspiller Clara Tauson har natten til onsdag dansk tid vundet over Katie Boulter i WTA 125-turneringen i Concord i den amerikanske delstat Massachusetts.

På lidt over en time slog den unge dansker den 26-årige brite 6-2, 6-3 og er dermed videre til kvartfinalerne.

19-årige Tauson ligger nummer 49 på WTA's verdensrangliste, mens Boulter ligger nummer 127.

Sejr efter flere nederlag

Sejren er tiltrængt for Clara Tauson, som for nylig vendte tilbage efter en lang skadespause. Det var således danskerens første sejr i fem måneder.

Tirsdag i sidste uge tabte hun til den rutinerede tysker Andrea Petkovic ved WTA-turneringen i Washington D.C. Dagen inden røg Tauson ud i damedouble, hvor hun spillede sammen med briten Emma Raducanu.

Kampen mod Petkovic var Tausons første singlekamp i over en måned.

Clara Tauson var senest i aktion ved grand slam-turneringen Wimbledon i London i slutningen af juni, men her måtte hun trække sig allerede i første sæt i sin første kamp i damesingle på grund af en skade.