Iskold Kyrgios sender stikpille til pressen
Australske Nick Kyrgios havde ikke meget tilovers for medierne efter sit nederlag fredag aften.
Hubert Hurkacz fra Polen blev Nick Kyrgios' overmand i Montreal Masters.
Australieren tabte kvartfinalekampen i tre sæt, hvilket satte en stopper for hans ellers flotte stime på ni sejre i træk.
Umiddelbart efter kampen virkede Kyrgios afklaret og ved godt mod, men på det efterfølgende pressemøde blev tonen anderledes, da Wimbledon-finalisten blev spurgt ind til sit forhold til fans og medier.
- Fansense er fantastiske. Uden dem er der ikke noget spænding. I virkeligheden er der ikke nogen sport uden fansene.
- Hvad medierne angår, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg gør det her, fordi jeg skal være her, og jeg gider ikke få en bøde. Det er rutine, og jeg nyder det ikke for at være ærlig. Jeg vil foretrække slet ikke at være her, sagde Kyrgios uden at fortrække en mine.
Australieren tabte fredagens kvartfinaleopgør mod Hubert Hurkacz med 6-7, 7-6 og 1-6. Undervejs virkede han til at have problemer med sin ene fod og ryggen, hvilket prægede hans indsats i især tredje sæt.
Er kendt for sine udtalelser
Den kontroversielle australier har et noget blakket ry, og han er kendt for sine vredesudbrud og uheldige kommentarer.
Under sommerens Wimbledon, hvor Kyrgios nåede helt til finalen, modtog han bøder for mere end 100.000 kroner. Blandt andet for at spytte mod en tilskuer og for at bande.
I juli blev den 27-årige topspiller også sigtet for at have overfaldet sin ekskæreste tilbage i december 2021.
Australieren har seks ATP-titler i karrieren. Tre på 500-niveau og tre på 250-niveau, mens hans bedste Grand Slam-resultat er årets andenplads ved Wimbledon.
Kyrgios fik for nyligt sin første turneringssejr i tre år, da han vandt Citi Open i Washington D.C.