Tennis

Tauson siger helt farvel til US Open

Sammen med sin amerikanske makker, Ann Li, tabte Clara Tauson i første runde i damedouble.

Artiklen er opdateret med Holger Runes doubleresultat.

Tirsdag røg Clara Tauson ud af US Open i første runde. Og også i doublerækken har det danske tennistalent nu udspillet sin rolle i New York.

Tauson fik kun én kamp sammen med sin amerikanske makker, Ann Li. Duoen tabte en maratonkamp til Kaitlyn Christian og Lidziya Marozava i tre tætte sæt.

Det startede ellers fint for Tauson og Li, der vandt et jævnbyrdigt første sæt med 7-6 efter 7-5 i tiebreaken.

Andet sæt blev imidlertid tabt med 4-6, og da det dansk-amerikanske par tabte deres eget serveparti ved 2-2 i tredje, var det begyndelsen til enden.

Det lykkedes nemlig aldrig at bryde tilbage. Derfor kunne Christian og Marozava serve sejren hjem til 6-4 og dermed afslutte en kamp, der varede 2 timer og 19 minutter.

Holger Rune videre i double og single

Til gengæld er Holger Rune klar til anden runde sammen med sin makker, Alexander Bublik fra Kasakhstan. Duoen vandt i tre sæt over amerikanerne Denis Kudla og Frances Tiafoe.

6-2, 3-6 og 6-1 lød sejrscifrene til Rune og Bublik.

Dermed spiller den 19-årige dansker stadig på to heste i den amerikanske Grand Slam-turnering.

Rune er også videre i singlerækken. Her skulle han torsdag have mødt John Isner i anden runde, men amerikaneren har trukket sig ud af turneringen på grund af en håndledsskade.

Dermed går Rune videre uden kamp.