Tennis

- Jeg ved ikke, hvad der gik af ham, siger modstander om Rune

Cameron Norrie mener, at Runes fokus på andet end spillet var med til at afgøre kampen.

I slutningen af andet sæt havde Holger Rune fået nok.

Hans modstander i tredje runder af US Open, Cameron Norrie, kastede bolden op for at serve, men igen greb han den uden at sætte serven i spil.

Danskeren opsøgte dommeren for at brokke sig - til ingen verdens nytte. Efterfølgende blev Norrie spurgt til Runes håndtering af situationen, og her var svaret ganske klart.

- Jeg ved ikke, hvad der gik af ham, lød det til BBC.

Englænderen, der er nummer ni i verden, mente i det hele taget, at forskellen i de tos temperament blev udslagsgivende.

- Jeg følte, at jeg var bedre end i kampene forinden, og jeg var i stand til at være langt mere rolig end ham i de afgørende øjeblikke, siger Norrie.

Holger Rune 0-3 Cameron Norrie

  • 1. sæt: 5-7
  • 2. sæt: 4-6
  • 3. sæt: 1-6

Norrie har i det hele taget et god tag på den 19-årige dansker, som han har slået alle tre gange, de to har mødt hinanden.

I ottendedelsfinalen venter et møde med Andrey Rublev, mens Holger Rune genoptager træningen.