Nordmand fortsætter US Open-eventyr
Casper Ruud slog italienske Matteo Berrettini i tre sæt.
Norske Casper Ruud er for anden gang i karrieren klar til en semifinale ved en Grand Slam-turnering.
Den 23-årige nordmand kom flyvende fra land i kvartfinalen ved US Open og tog en sikker sejr over italienske Matteo Berrettini. Ruud vandt i tre sæt med cifrene 6-1, 6-4, 7-6.
Ruud nåede finalen ved dette års French Open, hvor legenden Rafael Nadal stoppede ham. Nu står kun Nick Kyrgios eller Karen Khachanov mellem Ruud og endnu en Grand Slam-finale.
Norsk dominans i kvartfinalen
Den femteseedede nordmand er kendt for sin store stabilitet, og den havde Berrettini svært ved at finde våben mod.
Mens Ruud stort set ingen fejl lavede, resulterede Berrettinis mere satsede slag i en stor fejlmargin, som nordmanden slog kapital af gang på gang.
På kort tid var første sæt i hus med 6-1, og Ruuds totale dominans fortsatte frem til 5-1 i andet sæt.
Her misbrugte Ruud tre sætbolde i italienerens serv, hvorefter han selv blev brudt for første gang i kampen. Sættet kom hjem med 6-4, da nordmanden næste gang servede for sættet.
Den lille forskrækkelse så dog ud til at sætte sig i nordmanden - og samtidig vække Berrettini.
Tæt afgørelse
Fra starten af tredje sæt var italieneren ovenpå og brød Ruud, som havde det svært gennem hele settet. Han formåede dog at holde sig til, og da han fik chancen for at bryde ved 4-5, slog han til.
Ruud tvang sættet ud i en tiebreakafgørelse, hvor han igen viste den store ro og sikkerhed i sit spil, som har katapulteret ham op til den absolutte tennistop.
Nordmanden sikrede sig sejren med 7-4 i tiebreaken og har kurs mod sin højeste ranglisteplacering i karrieren, når ranglisten opdateres efter US Open.
Han er aktuelt nummer syv på ranglisten, men kan, afhængigt af eget og andres resultater, hoppe helt op som etter eller toer.